Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Hoff Thorup inden mandagens topkamp: Vi har vist, hvor stærke vi er mentalt
07.05.2023 07:37
På trods af en på mange måder fin præstation og tre mål i Parken torsdag aften, lykkedes det ikke FC Nordsjælland at booke billet til årets pokalfinale.
Men allerede mandag er der mulighed for revanche, når FC København igen kommer på besøg i Right to Dream Park til et brag af en topkamp.
Og Cheftræner Johannes Hoff Thorup er ikke bekymret for, at det gok i nøden, som spillerne fik sig torsdag aften, kommer til at have indvirkning på præstationen. Snarere tværtimod. Spillerne har nemlig flere gange vist enorm stærk mentalitet - senest i Parken torsdag, hvor man på kort tid formåede at gå fra 1-4 til 3-4.
- Der er ingen tvivl om, at vi har en utrolig stærk trup - også rent mentalt. Vi har vist så mange gange efterhånden, at vi er i stand til at slå tilbage rigtig hurtigt.
- Selvom vi har fået nogle lussinger undervejs i sæsonen, så synes jeg ikke på noget tidspunkt, at det har været et hold, som har virket påvirket af det, eller ikke har kunnet slå tilbage, eller spille vores eget spil. Så jeg er slet ikke bekymret for, at vi er, hvor vi skal være mandag aften. Jeg ser et rigtig stærkt sammenhold og et stærkt hold generelt.
Magisk mandag i Right to Dream Park
Kampen på mandag kommer formentlig til at have helt afgørende betydning for mesterskabet - og Johannes Hoff Thorup er da også fuldt ud bevidst om betydningen af opgøret
- Alle er godt klar over, at det er en sindssyg vigtig kamp. Den bliver intens på alle parametre. Nogle gange kan sådan nogle kampe blive låst, når man kender hinanden godt - og nogle gange bliver de helt åbne, som vi så det i torsdags. Det er svært at sige på forhånd.
- Det bliver to hold, som ved, at de skal give alt, hvad de har, for at kunne trække sig sejrrigt ud af det. Og så krydser vi fingre for, at de der små detaljer, som vi arbejder med, kan være nok til at afgøre det. Vi skal blive ved med at opsøge det - og så tror vi selvfølgelig hundrede procent på, at vi er gode nok til at få de tre point mandag aften.
Han kan sammen med spillerne se frem til noget nært fuldt hus i Right to Dream Park mandag aften - og betydningen af hjemmepublikummet skal ifølge Cheftræneren ikke undervurderes.
- Det var fantastisk at se den opbakning, der var til os i Parken torsdag aften. Vi fornemmer jo lige nu en stolthed fra fansenes side omkring det her fodboldhold. Og spillerne mærker den stolthed over de præstationer, som de har lavet. Det er så vigtigt for os med den opbakning - for som jeg har sagt tidligere, så kan den virkelig mærkes hos spillerne.
- Så vi skal have endnu en af de der magiske aftener i Right to Dream Park, hvor det hele går op i en højere enhed, og hvor vi hjælper hinanden lige meget hvad, der skulle ske derude.
Mandagens topbrag spilles klokken 19 - og der er stadig få billetter tilbage.
De kan købes her.