Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Hoff Thorup inden AGF-opgør: To nøgler til at bryde dem ned

12.05.2023 09:22

Det er ikke en let opgave, som FC Nordsjælland står over for, når de søndag skal en tur til Aarhus, hvor AGF venter. 

Aarhusianerne er inde i en imponerende stime, og har kun lukket ét mål ind i de seneste fem kampe. Så der er tale om en betondefensiv, der skal dirkes op, hvis den tilbageerobrede førsteplads i ligaen skal forsvares søndag aften. 

Ifølge Cheftræner Johannes Hoff Thorup er der særligt to nøgler, der kan blive helt afgørende for, at FC Nordsjælland får de tre point i Aarhus. 

- Vi skal gøre meget af det, som vi gjorde sidst vi mødte dem. Vi skal være meget bevægelige og forsøge at komme ind bag deres bagkæde lige så snart muligheden byder sig. 

- Og så skal vi forsøge at presse dem højt og vinde bolden tidligt, så vi kan fange dem lidt ude af balance. Det er to nøgleområder, vi kommer til at fokusere på. 

"Vi skal være meget bevægelige og forsøge at komme ind bag deres bagkæde lige så snart muligheden byder sig."

Johannes Hoff Thorup

Meget anderledes end FCK
Selvom rigtig mange ting fungerede i mandagens kamp mod FC København, forventer Johannes Hoff Thorup ikke, at kampbilledet kan overføres til søndagens opgør mod AGF. 

- Det er to helt forskellige type modstandere - og derfor kan vi heller ikke nødvendigvis videreføre de ting, der fungerede godt mod FCK én til én. AGF vil ofte tage tempoet lidt ud af kampene, mens FCK forsøger at sætte tempo så meget som muligt. Så det gav også en med livlig fodboldkamp. 

- Kampen mod AGF kan blive noget mere taktisk på nogle områder. Derfor skal vi være gode til at kunne sætte tempo i spillet med nogle gode bevægelser - og helst rigtig mange af dem. 

- Det vi kan tage med fra opgøret mod FCK er den gode oplevelse og den fantastiske energi, det giver at spille sådan en kamp, som vi gjorde mandag aften, lyder det fra Hoff Thorup, der samtidig roser AGF-mandskabet for den udvikling, de har været igennem.

- AGF har fundet en meget tydelig stil, som virker rigtig godt for dem. Og den ændrer de ikke så meget i. De er meget komfortable, når de forsvare. Men de er også blevet noget bedre med bolden, så de har virkelig rykket sig. Der er ingen tvivl om, at det bliver en rigtig svær kamp for os. Men vi føler, at vi står godt rustet og vil selvfølgelig gøre alt for at få de tre point.