Foto: Lasse Lagoni / Gonzales Photo

Hoff Thorup inden Randers-kamp: Tempoet bliver altafgørende

21.05.2023 08:00

Cheftræner Johannes Hoff Thorup garanterer, at den får alt, hvad den overhovedet kan trække, når Randers FC mandag kommer på besøg i Right to Dream Park til sæsonens næstsidste hjemmekamp. 

Det spidser i den grad til i Superligaen. Med tre runder igen er intet afgjort. Derfor er alt på spil, når vi mandag tager imod Randers FC hjemme i Right to Dream Park.

Vi skal helt tilbage til 2015 for at finde seneste nederlag til Randers på hjemmebane. Men selvom de rent statistisk er et hold, der ligger godt til os, er Cheftræner Johannes Hoff Thorup varsom med at lægge for meget i det. 

- Det kan godt være, at statistikken er på vores side. Men som jeg husker de kampe mod Randers, så har der været rigtig mange lige kampe imellem. Og også mange kampe, som er blevet afgjort til allersidst. Så man kan ikke altid bruge statistikker til så meget. 

- Men det viser, at vi da historisk set har et overtag mod Randers, når vi spiller på hjemmebane. Så den bølge skal vi selvfølgelig gøre alt for, at vi kan ride videre på mandag aften.

Tempo bliver nøgleordet

Randers FC har med mandagens nederlag til Viborg ikke meget at spille for længere. Men det kommer ifølge Hoff Thorup ikke til at have betydning for, hvordan de kommer til at præstere mandag aften.  

- Jeg tror ikke, at deres resultat mod Viborg mandag kommer til at betyde så meget for, hvordan de kommer til at gribe kampen an. De har haft en ret fast stil og udtryk under Rasmus Bertelsen, som det virker som om, at de gerne vil arbejde videre med. Så det er også det, vi regner med, at de kommer med.

- De er et hold, som sagtens kan sætte nogle afleveringer sammen og bygge op. De kan være svære at have med at gøre, fordi de har nogle angribere, der er meget forskellige i forhold til, hvad de kan.   De har både nogle, som er fysisk stærke og gode ved indlægspillet og nogle, der er gode teknisk og kan sparke udefra. Så det kommer an på, hvordan de sammensætter det. 

Ifølge Johannes Hoff Thorup bliver det afgørende, at vi mandag formår at bringe en masse tempo ind i spillet. 

- På hjemmebane har vi været gode til at kunne sætte tempo i tingene. Og tempo bliver virkelig nøgleordet. Det bliver altafgørende for os i kampen, at vi kan sætte os på tingene og styre tempoet - ligesom vi har gjort det i de fleste hjemmekampe i denne sæson, lyder det fra off Thorup, der håber at se så mange som muligt i Right to Dream Park mandag aften. 

- Nu har vi så få kampe tilbage i sæsonen - og mandag er det næstsidste hjemmekamp. Så jeg vil da opfordre alle dem, der har mulighed for det, til at troppe og og give den alt, hvad de overhovedet har i sig. Den støtte vi får fra tribunerne er virkelig afgørende. Så vi glæder os allesammen til at mærke stemningen mandag aften. 


Mandagens kamp mod Randers fløjtes igang klokken 19.00.
Det er stadig muligt at købe billet til opgøret 👇