Lasse Lagoni / Gonzales Sports Photo

Hoff Thorup: Bliver afgjort ned på de allermindste detaljer

14.05.2023 21:44

Søndagens Superliga-opgør i Aarhus blev en pointdeler.

Lasso Coulibaly bragte således FC Nordsjælland i front på et flot hovedstødsmål knap et kvarter før tid, men AGF’s Peter Bjur fik udlignet direkte på frispark i dommerens tillægstid til slutresultatet 1-1.

Efter kampen fangede vi cheftræner Johannes Hoff Thorup for at få hans umiddelbare reaktion på det, der ellers lignede en sejr over et formstærkt AGF-mandskab.

- Langt hen ad vejen spiller vi en ganske udmærket kamp på et rigtig svært stadion. Et sted, hvor der ikke er særlig mange hold, der tager hen og vinder i øjeblikket. Vi vil altid være skuffede over at indkassere et mål så sent, men det må ikke forplante sig som utilfredshed over, at vi har spillet en tæt og svær kamp – og er meget tæt på at få tre point med herfra. 

- I morgen runder vi kampen af og får evalueret på tingene, og så skal vi begynde at forberede os på Randers-kampen næste mandag. For det bliver tæt det her, og det virker plausibelt, at det hele vil blive afgjort til det sidste. 

- Kampen er meget låst. Jeg synes egentlig, at vi i de perioder, hvor vi har bolden og er tålmodige, skaber det kampbillede, vi gerne vil have. Vi skaber ikke helt nok chancer, selvom jeg synes, at vi i første halvleg har godt fat i især vores venstre side og kommer ned bag dem for at slå både indlæg og flade bolden ind i den farlige zone. Men det var lige ved og næsten. Det arbejdede vi videre med i pausen og tog fat i nogle af de gode situationer, sådan at vi kunne gøre det endnu mere. AGF er et svært hold at skabe chancer mod. Det er ikke mange mål, de lukker ind.

- I starten af anden halvleg havde så en lidt mindre god periode, hvor vi er lidt på hælene, og hvor vi åbner lidt for let op omkring nogle indlægssituationer, men vi får rykket Ernest (Nuamah, red.) ind på 9’er-positionen og Benji (Nygren, red.) ud på kanten, og det giver os noget overtag i kampen igen. Vi begynder at kunne sætte de chancer op, vi gerne vil. Det handler om at lokke deres forsvarsspillere frem og så komme ud bag dem, som vi dygtigt gør ved målet, hvor vi får udnyttet den plads, der er bag dem og på siden – og får så spillet et indlæg, hvor vi har fået trukket dem ud af position. De her kampe bliver afgjort ned på de allermindste detaljer, og det så vi også i dag.

Næste Superliga-opgave for FCN-spillerne er hjemmekampen mod Randers FC mandag den 22. maj kl. 19:00.

Afgørelsen

Der resterer blot tre runder af 3F Superligaen: 🗓️ Mandag 22. maj kl. 19:00 – FC Nordsjælland 🆚 Randers FC 🗓️ Mandag 29. maj kl. 18:00 – Brøndby IF 🆚 FC Nordsjælland 🗓️ Søndag 4. juni kl. 17:00 – FC Nordsjælland 🆚 Viborg FF

Køb billetter her 🏟️