FCN og Lucas Høgsberg forlænger kontrakten
19.05.2023 08:25
Det har været et begivenhedsrigt forår for 16-årige Lucas Høgsberg. Først var han med Superliga-holdet på træningslejr, dernæst fik han officiel debut for selvsamme og for nylig rykkede han permanent op i Superliga-truppen.
Nu er der igen nyt om den unge højreback, som begyndte at spille i Farum Boldklub allerede i børnehavealderen. Høgsberg og FC Nordsjælland har således skrevet under på en ny kontrakt, der forlænger samarbejdet frem til 2026.
Jan Laursen, sportschef for Superliga-holdet:
- Lucas’ udvikling og historie er helt unik, idet han har tilbragt sin opvækst og alle sine fodboldår i Farum. Hans flotte udvikling skyldes – ud over hans egen store ærgerrighed – blandt andet det fantastiske arbejde en masse trænere og ledere har bidraget med i både Farum Boldklub og FC Nordsjælland, og som har haft andel i Lucas’ imponerende udvikling, fra han iførte sig sine første fodboldstøvler til nu at træde ind på store Superliga-scene.
- En anden og helt afgørende rolle er Lucas' familie, som uden tvivl har haft stor betydning for hans udvikling – og for at vi i Lucas har en utrolig hårdtarbejdende spiller og et ungt menneske, der på trods af sine blot 16 år besidder stor modenhed og stærke, menneskelige værdier, herunder interessen for sine holdkammerater og de øvrige hold i klubben. Alle i klubben har med god grund store forventninger til Høgsberg, også selvom om vi skal huske at være tålmodige, men der er intet til hinder for, at han kan tage nye, store skridt hurtigt.
Lucas Høgsberg:
- Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har forlænget kontrakten med FC Nordsjælland. Det viser også, at klubben har tiltro til mig som spiller, og det er jeg selvfølgelig meget stolt af – og jeg er klar på at arbejde hårdt for at bevise, at jeg kan bidrage til truppen.
- Der var overhovedet ingen tvivl, da jeg fik muligheden for at forlænge med klubben. Jeg er en Farum-dreng, og det har altid været en drøm for mig at komme til at spille i klubben. Den drøm er jeg i fuld gang med at udleve – og det er helt fantastisk.
- Jeg kommer til at tage det skridt for skridt her i FC Nordsjælland. Til at starte med vil jeg gerne være en spiller, som kan levere nogle gode og afgørende indhop fra bænken. Senere har jeg en ambition om, at jeg skal udvikle mig til en profil og fast mand i startopstillingen, så FC Nordsjælland forhåbentlig en dag kan lave et stort salg på mig.
LUCAS HØGSBERG
Født: 23. juni 2006 Debut for førsteholdet: 5. april 2023 U-landskampe for Danmark: 18