U15-triumf i Frankrig: Et bevis på holdets udvikling
12.06.2023 10:26
For to uger siden kunne U15-drengene lade sig hylde som vindere af den 34. udgave af Tournoi International i Lyon.
Sejren er en oplevelse, drengene aldrig vil glemme, og erfaringerne til de altid have med sig i rygsækken, lyder det fra U15-cheftræner Max Johansen.
- Det fede for drengene ved sådan en tur er, at vi får en masse erfaringer ved at møde andre fodboldkulturer. Vi spillede fire kampe mod store, franske akademier, som har en helt anden fysisk pakke og et større, individuelt fokus, end vi er vant til herhjemme, så vi blev virkelig udfordret på at holde den struktur i kampene, som vi gerne vil. Det var især på det punkt, at vi virkelig lærte meget og tog meget med tilbage til Danmark.
Vejen til trofæet
Drengene gik ubesejrede gennem gruppen, men måtte nøjes med 0-0 i kampene mod Montpellier og Sochaux, hvilket sikrede avancement til kvartfinalerne som toer i puljen.
- I puljen mødte vi to lokale hold, som vi slog ret overbevisende, og så mødte vi Montpellier og Sochaux, der er ret store franske akademier, hvor vi spillede 0-0 i begge kampe. Det var nok til at gå videre som nummer to. Vi var nok det bedste hold i begge kampe, men vi kæmpede med at finde ud af, hvordan vi fik vores spillestil ind i den her kontekst.
- Så mødte vi Lens i kvartfinalen, der også er et stort, fransk akademi, hvor det til tider også var lidt uroligt, men vi fik langsomt skabt noget mere struktur i kampen og vandt 1-0.
Semifinalemodstanderen var det spanske storhold Real Sociedad, som viste sig at være en helt anden mundfuld, end de franske hold drengene ellers var stødt på i turneringen.
- I semifinalen mødte vi Real Sociedad, hvor vi pludselig skulle til at omstille os tilbage, da de ville noget helt andet end de franske hold, vi ellers havde mødt i turneringen. De ville gerne have struktur i kampen, så det blev enormt taktisk og lidt langsommere, da de ikke havde den samme fysiske pakke som de franske hold, og der kunne vi virkelig sætte vores struktur i kampen. Det var en fed kamp, hvor begge hold gerne ville spille fodbold, hvor vi var lidt bedre end dem.
- I finalen mødte vi Marseille, der var det bedste, franske hold til turneringen med en enorm fysik og nogle rigtig dygtige spillere på et individuelt niveau, hvor vi virkelig skulle udnytte vores forberedelser og gameplan. Jeg er rigtig stolt af, at vi trods deres kvalitet på deres individuelle spillere formåede at holde en kontrol i finalen. Og så sluttede det selvfølgelig med, at vi scorede til 1-0 på det allersidste spark i kampen, hvilket var en ekstrem fed oplevelse.
Historisk præstation
U15-drengene skrev sig ind i turneringens historiebøger, da det blev det første hold i turneringens 34 år lange historie til at gå gennem hele turneringen uden at indkassere ét mål.
Max Johansen fremhæver holdets evne til at håndtere det fysiske og individuelle tryk fra især de franske hold som årsagen til, at U15-drengene ikke lukkede mål ind.
- Vi lykkedes langt hen ad vejen med at sætte vores defensive struktur rigtig godt op, og vi har et stærkt målmandsteam, der præsterede godt. Det var ikke fordi, vi gav mange chancer væk, men vi havde nogle målmænd, der håndterede de mange indlæg fra især de franske hold på et højt internationalt niveau og tog brodden af deres styrker. Det var virkelig flot og noget, drengene var stolte af.
Kulminationen på en god udvikling
Ifølge Max Johansen er det vigtigt, at vi giver vores ungdomshold mulighed for at konkurrere på et internationalt niveau, hvor de møder andre fodboldkulturer og spillestile.
Turneringen i Frankrig er på mange måder kulminationen af længere tids arbejde med at bevare FC Nordsjællands struktur i kampene, ligegyldigt hvilket udtryk modstanderen kommer med.
- Det er første gang, at vi spiller på så højt niveau og formår at få vores spillestil ind i kampen og samtidig får det resultat, vi gerne vil have. Det var på mange måder kulminationen af at konkurrere på et højt, internationalt niveau og samtidig formå at styre og kontrollere kampene med den struktur, vi praktiserer. Så det var ret stort for os, i forhold til den rejse vi har været gennem som hold, da vi ender med at bevise, at vi har rykket os.
Desuden påpeger Max Johansen, at denne turnering aldrig vil gå i glemmebogen hos U15-drengene.
- Drengene vil aldrig glemme den her turnering og især ikke den afgørende scoring i finalen, så de vil altid have den her oplevelse med i rygsækken. Jeg er rigtig glad for, at vi har mulighed for at give drengene en oplevelse som denne.