Sargeant: Perfekt afslutning på ligaen og optakt til pokalfinalen
10.06.2023 13:15
Det blev til en overbevisende 4-0 sejr i sæsonens sidste kamp i Gjensidige Kvindeligaen på udebane mod Kolding IF.
Efter en til tider lidt rodet første halvleg, hvor der var chancer i begge ender, viste FC Nordsjællands Kvindeliga-hold sig skarpest og kunne gå til pause med en 2-0 føring. Anden halvleg startede som lyn og torden for kvinderne fra FC Nordsjælland, der satte sig tungt på opgøret, og hurtigt fik scoret til 3-0 på en fantastisk solotur af Johanna Fossdalsa. Et lille kvarter før slutfløjt gjorde indskiftet Emilia Asgeirsdottir det til slutresultatet 4-0.
FC Nordsjællands Kvindeliga-hold slutter derved sæsonen af i ligaen med to sejre, hvilket gør cheftræner, Chris Sargeant, stolt og optimistisk frem mod pokalfinalen mod Fortuna Hjørring.
- Det var et fantastisk resultat og en fantastisk måde af slutte sæsonen af i ligaen. Vi var virkelig dygtige til at komme i de rigtige positioner og formåede, at udnytte vores boldovertag. Jeg er meget tilfreds med præstationen, selvom det måske ikke var vores bedste spilmæssige præstation i sæsonen, var vi fremragende til at udnytte vores chancer. Vi sørgede for at kontrollere store dele af kampen og så virkelig solide ud defensivt, og overordnet set er jeg meget tilfreds med vores effektivitet i felterne. Vi scorede nogle fantastiske mål, hvilket jeg er utrolig glad for.
- Vi er meget tilfredse med vores præstation i de sidste to kampe i ligaen. Vi kommer nu til at gå ind til pokalfinalen med to sejre, hvor vi har scoret syv mål, hvilket viser, at vi er blevet effektive på det rigtige tidspunkt. De to sejre giver os en masse selvtillid og en stor sult til at slutte sæsonen stærkt af, og forhåbentlig få et godt resultat i pokalfinalen mod Fortuna Hjørring. De sidste to kampe har været gode for os, hvor vi kan bygge på selvtilliden og præstere efter bedste evne, hvilket er utrolig vigtigt for os.
En sæson man kan være stolt af
- Vores udvikling igennem sæsonen har været virkelig god, og det har været skønt at kunne give så mange unge spillere chancer, som der så har grebet den og præsteret utrolig flot. Jeg er meget stolt af holdet og den udvikling holdet har været gennem, hvor vi har skabt en kultur, hvor unge spillere kan få en masse erfaring og lære nye ting hele tiden. Jeg er virkelig stolt af holdet og hele vores stab.
Næste, og sidste, opgave for Sargeant og co. i denne sæson er pokalfinalen den 21. juni på Aalborg Portland Park.
- Nu ser vi frem mod pokalfinalen, hvor vi kommer til at træne hårdt og forhåbentlig slutter af med et godt resultat.
Billetter til pokalfinalen kan hentes gratis her.