Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Cheftræneren har ordet: Tak for oplevelserne

02.06.2023 14:52

Det seneste års tid har jeg mærket vores klub vende tilbage. Vende tilbage til det, vi har længtes efter i al for lang tid. Og det har givet os muligheden for at drømme igen. Det vil jeg gerne sige tak for.

Tak til alle frivillige.

Tak til sponsorer.

Og et kæmpestort tak til jer fans.

 

Når jeg dagligt ser vores unge drenge og piger træne, minder det mig om, at vores klub er fyldt med drømme. Fyldt med muligheder. Tak til alle jer, der hver evig eneste dag arbejder for at gøre drømmene til virkelighed.

I er vores benzin.

Vores drivkraft.

 

Tak til fansene for at leve kampene med os og for at drive vores unge mennesker fremad.

Jeg husker tifoerne mod Brøndby. Mod FCK og mod Randers. Og jeg husker tifoen mod Aarhus Fremad, der hyldede diversiteten i vores klub. De forskellige flag, de forskellige nationaliteter.

Alt med det formål at skabe fantastiske oplevelser og minder for så mange mennesker som muligt i fællesskab. Da jeg så den tifo, gik det op for mig, at vi har nogle helt exceptionelle fans.

I har forstået, hvad det handler om.

Hvad meningen er, og hvorfor vi gør alt det her.

 

Vi vil fortsætte med at gøre alt for at skabe de bedste resultater. De bedst mulige oplevelser.

Vi vil skubbe grænserne for, hvad der kan lade sig gøre i en konstant jagt på at blive bedre.

 

Nu fokuserer vi på, hvad der er foran os.

Det er den eneste retning, vi kigger.

For at opnå det ypperste.

Og den eneste grund til, at vi kan gøre det, er fordi vi ved, hvad der er bag os.

 

Jeres ubetingede støtte.

 

Tak for oplevelserne.

Tak for kampen.

Det her er FC Nordsjælland.