Sejr i sæsonens første træningskamp: En udmærket præstation

01.07.2023 12:54

Forberedelserne frem mod den kommende sæson blev for alvor skudt i gang, da FC Nordsjælland lørdag formiddag fik besøg af Næstved Boldklub i Right to Dream Park.

Kampen endte 3-0 til FC Nordsjælland efter to mål af Conrad Harder og et mål af Ibrahim Osman. Cheftræner Johannes Hoff Thorup var langt hen ad vejen tilfreds med sæsonens første træningskamp, selvom han påpeger, at der stadig skal lægges mere på spillet frem mod sæsonstarten.

- Overordnet set var det en udmærket præstation. Man skal altid være lidt varsom med, hvad man forventer af de her kampe, da der stadig er noget fysisk, vi skal have bygget op. Dertil er der mange unge spillere med, der ikke nødvendigvis har spillet ret meget sammen, så der kan man godt se, at der mangler noget relationelt.

- Det vigtigste for os i dagens kamp var at arbejde videre med nogle af de ting, vi har brugt starten på og komme lidt i gang. Vi fik både set nogle gode ting undervejs, men fik også set, hvad vi skal gå lidt mere i dybden med. Så jeg er sådan set udmærket tilfreds.

"Jeg er rimelig imponeret over, hvor let han går til det – meget interesseret og koncentreret. Det skal nok blive rigtig godt, det er jeg slet ikke i tvivl om."

Johannes Hoff Thorup

Dagens kamp mod Næstved Boldklub blev også første gang Jeppe Tverskov trak FCN-trøjen over hovedet, da han spillede de første 45 minutter, og Johannes Hoff Thorup er imponeret over hans start i klubben.

- Jeg er imponeret over, hvor hurtigt han lærer. Vi har i løbet af ugen justeret lidt og fået ham ind i den måde, vi gør tingene. Jeg kunne godt mærke på ham, at det var lidt anderledes, end hvad han kom fra. Så det har vi arbejdet med, og vil fortsat arbejde med det, men jeg synes, at vi i ret store dele af kampen kunne se, hvad han kan og hvad han er rigtig dygtig til.

- Vi kommer virkelig til at få gavn af ham på den position, da han er så rolig på bolden, som han er, og er meget komfortabel i at spille i små områder. Jeg er rimelig imponeret over, hvor let han går til det – meget interesseret og koncentreret. Det skal nok blive rigtig godt, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Undervejs i kampen fik flere af de helt unge drenge også mulighed for at vise deres kvaliteter frem, hvor især Zidan Sertdemirs præstation glæder cheftræneren.

- Det er dejligt at have Zidan tilbage. Det er vigtigt for ham – og har været det længe – at han nu kigger ind i en helt almindelig fodbolduge, hvor han er i spil til at komme i kamp i weekenden. Heldigvis er han startet rigtig godt, hvilket jeg også godt syntes, vi kunne se i dag, så jeg har store forventninger til ham. Vi bygger ham op stille og roligt, så vi ikke forhaster noget, men det er klart, at der er et kæmpe potentiale i ham.