Sæsonen på akademiet: Fik sat et internationalt aftryk

04.07.2023 09:03

Sæsonen på FC Nordsjællands akademi er gået på hæld og efter en sæson med mange flotte præstationer og resultater er det blevet tid til at opsummere sæsonen.

Alexander Riget, der i slutningen af sæsonen overtog stillingen som teknisk direktør for FC Nordsjælland fra Flemming Pedersen, er stolt af akademiets præstationer og ser frem til den kommende sæson, hvor akademiet på mange punkter er styrket.

- Hvis man skal sætte en overskrift på vores sæson på akademiet, så er det vores evne til at sætte et internationalt aftryk. Vi har vundet fire internationale turneringer på én sæson, hvilket er flere end vi tidligere har prøvet. Vi har kunne konkurrere med de bedste – hvilket vi har kunne længe – men vi har i år formået at vinde og gøre det på vores måde.

- Vi har i år haft mange spillere, der har vist, at de er på samme individuelle niveau som nogle af de bedste internationale akademispillere, hvilket har været en stor succes for os. Vi har i tre ud af fire internationale turneringer også haft en spiller, der har fået en individuel pris for sin præstation, hvilket også er et udtryk for spillernes høje niveau.

Alexander Riget påpeger, at klubben har opgraderet setuppet på akademiet på flere parametre i denne sæson.

- Det der gennemsyrer FC Nordsjælland er, at der er kort fra top til bund. Der er et tæt samarbejde hele vejen fra Superliga-holdet til U10-holdet, hvorfor hierarkiet er ret fladt i klubben. Jeg synes, vi er blevet bedre på vores børnefodbold, hvor vi har opgraderet ret meget. Dertil har vi lagt mange ressourcer i vores scouting og rekruttering, hvor vi står endnu stærkere end tidligere.

- Vores U19-hold har fået en mere professionel hverdag, da de nu træner morgen og formiddag, og efter sommerferien har en stab, der er dedikeret til U19. Det er nok nogle af de positive udviklinger akademiet har oplevet i løbet af sæsonen.

"Hvis man skal sætte en overskrift på vores sæson på akademiet, så er det vores evne til at sætte et internationalt aftryk."

Alexander Riget, teknisk direktør i FC Nordsjælland

FC Nordsjællands akademi har i denne sæson leveret flere flotte nationale og internationale præstationer, og Alexander Riget fremhæver relationen mellem trænere, forældre og spillere som en af årsagerne til akademiets succes.

- Meget af talentudviklingen handler om relationer både mellem spillere, trænere, forældre og klub, og der er det uden tvivl nemmere, hvis man ikke skal skabe nye relationer hele tiden. Derfor er det vigtigt for os at have kontinuitet i staben samtidig med, at der er nogle personer, som følger med spillerne op gennem holdene for, at tingene glider lettere.

- Det er vigtigt for os at have medarbejdere på akademiet, der har styr på, hvordan vi gerne vil gøre tingene i FC Nordsjælland, hvorfor vi er præget af stor kontinuitet på akademiet. Dertil er vi også opmærksomme på, at vi vokser, hvorfor der selvfølgelig også skal nye til, men mange af dem der er i klubben nu, har været her i mange år.

- Vi har en sund kultur blandt vores medarbejdere, der har mulighed for at udvikle sig ud fra deres ambitioner og har mulighed for at skabe deres egen vej, hvilket gør, at vi er et attraktivt sted. Jeg kan godt blive positivt overrasket over, hvilke medarbejderevi er i stand til at rekruttere, hvilket også er et godt tegn på, hvad vi som klub repræsenterer både over for spillere og trænere.

Fokus på pigeakademiet

I maj kunne vi fortælle, at der frem mod den kommende sæson bliver oprustet på pigeakademiet, Kasper Kurland bliver Head of Coaching på pigeakademiet. Kasper Kurland har i denne sæson været cheftræner for U19-drengeholdet og Alexander Riget ser ansættelsen af Kasper Kurland som Head of Coaching på pigeakademiet som endnu et skridt mod at styrke pigefodbold. - Der hersker ingen tvivl om, hvis man ønsker at rykke pigefodbold endnu mere og endnu hurgtigere, så bliver man nødt til at tænke ud af boksen. Pigefodbold i Danmark har været underprioriteret i rigtig mange år, og hvis man gerne vil gøre noget for at skubbe på, så bliver man nødt til at gøre noget lidt uset. Det er blandt andet tanken bag ansættelse af Kasper Kurland som Head of Coaching på pigeakademiet. Kasper som Head of Coaching skal gerne være et signal om og bidrag til, at vi kan accelerere udviklingen på vores pigefodbold, som har taget gode skridt allerede i denne sæson. - Der er ingen tvivl om, at vores pigeakademi gør det godt, hvor vi er de bedste i Danmark ifølge DBU, og der er masser dygtige spillere, hvilket vi også kan se på vores Kvindeliga-hold, hvor der er mange fra vores eget akademi. Hvis man gerne vil fortsætte udviklingen af pigefodbold i Danmark, bliver man nødt til at have dygtige og kvalificeret mennesker til at løfte opgaven, og det synes jeg, at ansættelsen af Kasper i den rolle er et tegn på, at vi mener det mere seriøst end de fleste.

Den nye sæson venter lige om hjørnet, og FC Nordsjællands tekniske direktør ser frem til at følge udviklingen på akademiet.

- Jeg glæder mig til den nye sæson, da vi for det første har omstruktureret lidt, hvorfor der selvfølgelig er nogle medarbejdere, der lige skal finde deres arbejdsgange og finde på plads. Jeg er ikke i tvivl om, at vi med den nye opbygning kommer til at give mere tid til at arbejde med spilleruddannelsen. Dertil vil der komme et styrket fokus på de omkringliggende ting som blandt andet skolen, som vil udvikle spillerne både på og udenfor banen.

- Vi kommer til at fortsætte med vores store rejseaktivitet, da vi mener, at det er utrolig vigtigt i forhold til at udvikle vores spillere. Vi har behov for, at spillerne får mulighed for at spille internationale kampe for at klargøre dem til de ting, de kan opleve som fodboldspillere.

- Det unikke hos FC Nordsjælland er, at du kan få en international fodbolduddannelse i Farum, som jo ikke verdens største by, men der ligger et videnscenter og fodboldakademi på et internationalt topniveau, hvor der er en naturlig vej op til førsteholdet. Dertil synes jeg, at vi har en kultur, hvor vi ser det hele menneske og der er plads til alle. Så selvom vi har et utrolig ambitiøst miljø, er der plads til at være sig selv.