Optakt til sæsonpremieren: Vi er klar
23.07.2023 11:00
I morgen går det for alvor løs, når den nye sæson i 3F Superligaen bliver sparket i gang i Right to Dream Park.
Morgendagens modstander er Viborg FF, og cheftræner Johannes Hoff Thorup fortæller, at både spillerne og staben er klar til den nye sæson.
- Man glæder sig altid til en ny sæson. Dels fordi man er lidt spændt, da der altid er lidt ubesvaret spørgsmål i forhold til, hvor man selv står, hvad man kan forvente og hvor man står i forhold til de andre hold. Der ligger altid nogle spørgsmål og venter på at blive besvaret, når man ser frem mod en ny sæsonstart, så det er altid spændende.
- Dertil har vi et Europa-eventyr, der venter i denne sæson, som vi håber at kunne gå langt i, hvilket vi også skal være klar til fra start. Så det er klart, at det er utrolig vigtigt for os at starte godt ud i Superligaen.
- Vi har fuld fokus fra start. Vi har en trup lige nu, som rigtig gerne vil bygge videre på de mange gode præstationer fra sidste sæson og se, om vi kan gøre det endnu bedre. Så vi har en sulten trup.
Opstarten har i denne sæson blandt andet budt på en vellykket træningslejr i Østrig, og Johannes Hoff Thorup påpeger, at man har haft en god optakt til sæsonpremieren i morgen.
- Vi havde generelt en god træningslejr med høje kvalitet i træningen og gode træningskampe. Der bliver snakket mest om kampene mod FC Red Bull Salzburg og Olympiakos F.C., men der var også to kampe mod to 2. Bundesliga-hold på rigtig højt niveau, så vi har fået alt det med fra en træningslejr, som vi har kunne ønske os.
- Vi er et sted nu, hvor vi tager mange gode ting med fra sidste sæson. Vi har selvfølgelig nogle nye spillere, der skal spilles ind på holdet, og vi har sagt farvel til nogle, men vi prøver, at holde strukturen fra sidste sæson.
Sommeren har også budt på flere udskiftninger i truppen, hvor Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen blandt andre er kommet til FC Nordsjælland, hvilket glæder cheftræneren.
- Jeppe er trådt ind fra dag et af og udfylder den rolle, som vi havde håbet, at han kunne udfylde. Jeg har både sagt til ham og flere andre, at jeg egentlig havde regnet med, at det ville tage længere tid, men han ser ret komfortabel ud i de ting, vi gør. Vi tror også på, at han kan være med til at flytte os til det næste niveau.
- Dertil har vi fået Marcus ind, hvilket også kun styrker vores hold. Vi har hele tiden gerne ville spille med en 9’er, som vi kan servicere inde i feltet. Vi har meget fart på holdet og kommer meget til indlæg, så det at vi har fået Marcus ind betyder, at vi nu har fået den spiller, vi manglede i store dele af foråret.
Vi starter sæsonen ud med at møde Viborg FF, der i sidste sæson endte på en flot fjerdeplads i 3F Superligaen, og Johannes Hoff Thorup ser også frem til en højintens kamp i morgen.
- Jeg kan godt lide at møde Viborg, da det altid er gode kampe. Kampene foregår ofte i et ret højt tempo og med god kvalitet fra begge hold, så det har vi det godt med. Jeg synes, at det er dygtige hold, der er i Superligaen over hele linjen, så det handler om at komme godt fra land. Vi forventer en højintens kamp mod et rigtig dygtigt hold, som vi har tendens til at spille lige kampe mod, så det bliver det nok også i morgen.