Marcus Ingvartsen skifter til FC Nordsjælland
07.07.2023 06:50
Med 30 mål i 74 Superliga-kampe tog Marcus Ingvartsen som 21-årig skridtet fra FC Nordsjælland til belgiske KRC Genk. Og nu er han tilbage.
Med mere end 100 Bundesliga-kampe i bagagen er Marcus Ingvartsen tilbage i Farum, hvor det hele startede, da han som femårig begyndte i Farum Boldklub. Og det er en hjemkomst, mange har set frem til.
Jan Laursen, sportschef
- Det er helt fantastisk at kunne byde Marcus hjem til FC Nordsjælland efter seks år i udlandet, hvor han har vist, hvilke kvaliteter han besidder. Det har vi fulgt med i gennem alle hans år i belgisk og tysk fodbold, så da vi sad og kiggede på forstærkninger frem mod den kommende sæson, var hans navn selvfølgelig øverst på listen. Derfor glæder det os enormt meget nu at kunne præsentere ham – vores tidligere topscorer og tilmed i sin bedste fodboldalder. Det er uden tvivl et kæmpe boost og et stort skridt i ambitionen om at fortsætte vores positive udvikling. Jeg er sikker på, at han kommer til at blive en rollemodel i hverdagen for vores mange toptalenter med sin utrolige ærgerrighed og professionalisme.
- Det er også vigtigt at sige, at det her skifte kun kan lade sig gøre på grund af vores imponerende ejerskab, der virkelig bakker op om de ambitioner, klubben har på baggrund af ikke mindst seneste sæsons positive takter – både på banen, men også på lægterne, hvor vi har oplevet en fantastisk stemning og støtte fra fansene. Jeg synes, den her transfer er et flot billede på, at alle i og omkring FC Nordsjælland har store ambitioner på klubbens vegne.
Marcus Ingvartsen:
- Det er meget specielt at være tilbage i FC Nordsjælland. Jeg har haft hele min fodboldopvækst i FC Nordsjælland fra jeg var 5 år til jeg blev 21 år, hvor jeg udviklede mig som fodboldspiller og menneske.
- Jeg har siden mit skifte fulgt med fra afstand, hvor jeg har set, hvordan klubben og Right to Dream har videreudviklet sig og løftet tingene op til helt nye højder. Det er spændende at vende retur til FC Nordsjælland, da det er en ung trup med et stort potentiale. Klubbens ambitiøse setup er tiltalende, og jeg ser gode fremtidsmuligheder for mig personligt i FC Nordsjælland både som spiller og menneske.
- Jeg håber at kunne bidrage med et højt niveau og forhåbentlig score en masse mål, og derved hjælpe klubben med at fortsætte den flotte udvikling den er i. Udenfor banen kommer jeg med en del erfaring, da jeg i de sidste seks år har prøvet en masse forskellige ting, som jeg glæder mig til at kunne give videre til de unge spillere i truppen.
Marcus Ingvartsen er stødt til resten af truppen på træningslejren i Østrig, hvor han har første træning i dag. Følg FC Nordsjælland på de sociale medier for at få opdateringer om dén og fra resten af træningslejren.