Sertdemir-genforening glæder Hoff Thorup

31.01.2023 13:59

Cheftræner Johannes Hoff Thorup har tidligere trænet Zidan Sertdemir i ungdomsårene – og han glæder sig til igen at få Sertdemir under sine vinger.

Tirsdag morgen blev 17-årige Zidan Sertdemir præsenteret som ny spiller i FC Nordsjælland. Og allerede få timer senere deltog han i sin første træning efter returen til Farum.

Cheftræner Johannes Hoff Thorup har tidligere trænet Sertdemir, da han selv var både U14 og U17-træner i klubben. Og han ser frem til igen at få den 17-årige midtbanespiller som en del af sin trup.

- Zidan har en rigtig stor plads hos mig. Det er en spiller, som jeg altid har nydt at arbejde med. Så jeg ser meget frem til igen at få ham på træningsbanen, for jeg har savnet ham, lyder det fra Hoff Thorup.

"Zidan er virkelig dygtig teknisk. Hans rolige personlighed skinner også igennem på banen, hvor han er meget rolig på bolden og komfortabel i situationer, som for andre ville være ukomfortable"

Cheftræner Johannes Hoff Thorup

Cheftræneren beskriver 17-årige Sertdemir som en dygtig teknisk spiller med stor ro i sit spil.

- Zidan har en meget rolig og afklaret personlighed, og er generelt meget let at omgås med. Så det er en rigtig god personlighed, som vi får ind. Og så er det en spiller, som kommer til at bidrage positivt til den i forvejen stærke træningskultur, som vi har – i kraft af de kvaliteter, han besidder.

- Zidan er virkelig dygtig teknisk. Hans rolige personlighed skinner også igennem på banen, hvor han er meget rolig på bolden og komfortabel i situationer, som for andre ville være ukomfortable. Han kan godt spille meget tæt på modstanderen og meget tæt på presset uden at blive påvirket af, at der er flere modstandere omkring ham, siger Hoff Thorup og maner samtidig til tålmodighed blandt FCN-fans, der gerne vil se vores nye nummer 19 på banen med det samme.

- Han er stadig en ung spiller med et stort udviklingspotentiale. Han har endnu ikke optrådt i Superligaen, så der vil være mange ting – særligt taktisk – som han skal vænne sig til og finde sin rolle i.

- Vi skal lige bruge et par uger på at bygge ham helt op samtidig med, at han skal ind i vores stil igen. Når man har været væk fra den, så skal man lige vænne sig til at komme ind i den måde, man spiller fodbold på i FC Nordsjælland. Så han skal finde sin plads og finde sig til rette i det hele – og så kommer vi langsomt til at bygge ham op. Der skal ikke være noget hastværk fra nogle sider – hverken fra vores side eller fra Zidans. Han skal i spil lige så snart, han er klar.


Onsdag drager Johannes Hoff Thorup, Zidan Sertdemir og resten af FCN-truppen på træningslejr i Tyrkiet inden vi den 19. februar sparker Superliga-sæsonen igang igen på udebane mod Lyngby.