Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto
Maksim Stjopin udlejes til HJK Helsinki
31.01.2023 18:30
Maksim Stjopin udlejes til den finske topklub HJK Helsinki, hvor han skal spille resten af året.
Den 19-årige, finske angriber kan dermed se frem til at skulle hjælpe HJK med at forsvare titlen som finske mestre – en titel de har vundet de seneste tre sæsoner.
Maksim Stjopin:
- Det er vigtigt for mig at få mere spilletid i benene på seniorniveau, og derfor har vi søgt efter en god løsning, der kan hjælpe med dette. HJK er en rigtig god og ambitiøs klub, så jeg forventer, at det bliver en rigtig god prøvelse for mig, som kan bidrage yderligere til min udvikling.
Jan Laursen, sportschef for Superliga-holdet:
- HJK Helsinki er en spændende mulighed for både Maksim og os i forhold til at se ham spille på seniorniveau i den største klub i Finland, så timingen var god, og vi ser meget frem til at følge ham.
- Maksim har altid været utrolig hårdtarbejdende, dedikeret og gået til opgaven med ydmyghed. Han er en fantastisk person, og som spiller har han gjort det godt – både på akademiet og efter at være kommet op i Superliga-truppen. Men spilletid er vigtigt for ham og hans udvikling på nuværende tidspunkt, så da Helsinki viste interesse, syntes vi i den sportslige ledelse på tværs af akademi og Superliga, at det var en rigtig god mulighed for Maksim.