Foto: FCN
Hoff Thorup ser frem mod Malmø-kamp: Et af Skandinaviens bedste hold
26.01.2023 09:36
Efter to sejre i årets første to træningskampe er det fredag blevet tid til at bevæge sig uden for landets grænser, når Malmø FF tager imod FC Nordsjælland på Malmø IP Stadion.
To sejre og en målscore på 7-0 i årets første to træningskampe. Det er de tørre facts efter cheftræner Johannes Hoff Thorups to første kampe som cheftræner i FC Nordsjælland.
På fredag skal hattricket i hus, når Malmø FF tager imod FC Nordsjælland på svensk jord. Men det bliver ikke bare en ”walk in the park”, lyder det fra cheftræneren.
- Malmø er et rigtig godt hold, som har spillet i Europa kontinuerligt de sidste par år. Så det bliver en svær kamp, men også en kamp, som vi forhåbentlig får en masse ud af.
- De har fået ny træner, som er kommet til fra Kalmar. Han har flyttet Kalmar rigtig langt. Han prøver at køre samme spillestil i Malmø. Så det er et hold, som gerne vil dominere spillet med bolden, men samtidig også kan angribe i fart og har nogle rigtig gode individuelle spillere. Så det er en god test for os mod det vel nok bedste hold i Sverige – og et af de bedste hold i Skandinavien.
Mange offensive muligheder
De første to kampe har kastet syv mål af sig. Og Hoff Thorup er mere end tilfreds med det offensive output, han har set fra sine spillere i de to træningskampe mod FC Helsingør og OB. Han håber, at tendensen fortsætter fredag mod Malmø FF.
- Vi har set meget tydeligt, at vi har rigtig mange gode muligheder oppe foran. Vi har mange dygtige spillere – og også mange forskellige typer af spillere. Det giver os nogle forskellige sammensætningsmuligheder. Vi kan se, at der er flere af dem, der begynder at arbejde godt sammen i par.
- Så vi har angribere, der kan passe til enhver form for kamp. Så det er rigtig spændende at arbejde med. Og en spændende udfordring for os hele tiden at finde den rigtig konstellation, som skal spille oppe foran. Man må virkelig sige, at de konkurrerer med hinanden, hvilket for mig at se også er en af årsagerne til, at de lige nu er på et rigtig godt niveau. For de kan mærke, at der er nogle, der puster dem i nakken. Så jeg håber og forventer egentlig også, at vi igen vil se en god offensiv indsats fra dem til kampen mod Malmø på fredag.