Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Hoff Thorup efter remis i Lyngby: Vi tager meget læring med fra kampen
19.02.2023 16:50
Selvom Wahid Faghir køligt sparkede os foran med 0-1 efter 59. minutter, blev en sen Lyngby-udligning afgørende og vi måtte derfor tage til takke med et enkelt point i forårspremieren.
På trods af den sene udligning var debuterende cheftræner, Johannes Hoff Thorup, fint tilfreds med dagens præstation, hvor specielt strukturen i spillet glædede vores cheftræner:
- Overordnet synes jeg, at præstationen var solid med en god struktur.
- Vi havde på forhånd aftalt at på grund af forholdene herude, blev vi nødt til at dele kampen lidt op. Vi skulle tage nogle erfaringer med os i første halvleg for så at ændre på nogle ting i pausen. Vi fik lavet nogle gode justeringer i pausen, som gjorde, at vi startede anden halvleg rigtig fint. Generelt var anden halvleg rigtig god med fuld kontrol og flere og flere chancer. Så på præstationen har jeg ikke meget at sætte en finger på.
- Vi skal bruge denne kamp som læring. Vi kommer til at møde hold, hvor deres indgangsvinkel er at frustrere og påvirke os. Det skal vi lære af, så vi kan stå imod dét og dét tryk, som vi blev lagt under i slutningen af kampen.
- Det var rigtig godt at se, at alt vi foretog os, var struktureret og vi gav ikke meget plads væk. Drengene var rigtig gode til at reagere på de justeringer, vi lavede i pausen, så stor cadeau til dem. De er med på, at nogle gange afgøres fodboldkampe af små detaljer. Det viste de også fornemt frem i 40 ud af 45 minutter i anden halvleg.
Imponerende støtte fra fansene
Mange FCN-fans var mødt op på Lyngby Stadion i dag og gjorde en fornem indsats, hvilket ikke gik vores cheftræners næste forbi.
- Jeg kan ikke huske, at jeg har oplevet noget lignende i min tid i klubben - det var helt fantastisk at opleve. Til tider føltes det som om, vi var på hjemmebane.
- Jeg håber, vi får dem alle at se igen både på fredag og resten af kampene på udebane. Jeg kan ikke appellere nok til, at for at dette skal gå op i en højere enhed, så kræver det en præstation af os alle. Og når jeg siger os alle, så gælder det bestemt også fansene.
Som Hoff Thorup selv nævner det, så får vi brug for jer alle igen på fredag, når vi spiller første hjemmekamp i denne forårssæson. Modstanderen er OB og kampen fløjtes i gang klokken 19.00.
Hop ind på billet.fcn.dk og køb din billet til hjemmepremieren!