Balazs - Gonzales Photo

FC Nordsjælland besejrer AGF i Future Cuppen

20.02.2023 17:00

FC Nordsjælland vendte et nederlag til sejr i de døende minutter, da AGF mandag eftermiddag blev slået med 2-1 i Future Cuppen

Superligaen er tilbage efter næsten tre måneders pause - og det samme er Future Cuppen, der mandag blev skudt igang med en udekamp mod AGF. 

Det endte med en 2-1-sejr i Aarhus efter, at hjemmeholdet ellers var kommet foran umiddelbart inden pausen. Men to mål i anden halvleg af Benjamin Nygren og Ibrahim Osman betød, at vi kunne køre hjem til Farum med tre point i bagagen. 

Assistenttræner Casper Røjkjær var fint tilfreds med det, han så fra sit hold mandag eftermiddag, hvor særligt anden halvleg blev spillet i et flot tempo. 

- I første halvleg lykkedes vi ikke rigtigt med vores spil og lavede mange sjuskede fejl. Vi havde svært ved at finde balancen mellem mellemrumsspil og spil til bagrummet. Derfor skabte vi heller ikke det ønskede antal chancer. 

- Anden halvleg var markant bedre. Vi tog initiativet fra start og blev bedre og bedre med bolden som kampen skred frem. Det resulterede i en del farlige angreb og to flotte mål. Det var fedt at se, at vi blev ved med at presse på for både udligning og sejr og drengene viste en rigtig god mentalitet, hvilket sikrede os sejren til slut, lyder det fra Casper Røjkjær. 

Næste kamp i Future Cup er den 21. marts klokken 14, hvor Sønderjyske kommer på besøg i Right to Dream Park.


Kampfakta: 

1-0, Mathias Dahl Sauer ('34) 
1-1, Benjamin Nygren ('79)
1-2, Ibrahim Osman ('84)