Maksim Stjopin skifter til Ilves FC
22.12.2023 17:30
Den 20-årige finne, Maksim Stjopin, kom til FC Nordsjælland fra Ilves FC som U19-spiller i foråret 2021, og nu venter der nye udforinger for den unge angriber, da han skifter hjem til Ilves FC i Finland. Maksim Stjopin fik seniordebut for FC Nordsjælland i sidste sæsons pokalkamp mod BSF og har det seneste års tid været lejet ud til HJK Helsinki, hvor det er blevet til seks kampe i den bedste finske række.
Maksim Stjopin kan nu igen trække i Ilves FC-trøjen, da FC Nordsjælland og Ilves FC er blevet enige om en permanent aftale. Ilves FC holder til i den bedste finske række og har i 2023 vundet den hjemlige pokalturnering, hvilket betyder, at de i 2024/25-sæsonen indtræder i kvalifikationen til Europa Conference League.
Alexander Riget, teknisk direktør i FC Nordsjælland:
- Maksim kom til FC Nordsjælland som U19-spiller hvor han ad flere omgange har vist sit store potentiale frem. Han er stadig ung og har en del at lære endnu, men udsigten til førsteholdsminutter her i FCN er på nuværende tidspunkt ikke ret god. Derfor har vi også brugt tid sammen med Maksim på at finde den bedst mulige løsning, og han har besluttet, at han gerne vil hjem til Finland og Ilves FC, hvilket vi har bakket op om.
- Han har det sidste års tid været lejet ud til HJK Helsinki, hvor nogle skader desværre har forårsaget, at han ikke har fået helt det ud af lejeopholdet, som han og vi ønskede. Vi er derfor glade for at have fundet en løsning, som alle parter er glade for, og vi glæder os til at følge ham fremadrettet. For der er ingen tvivl om, at Maksim har en masse kvaliteter, som kan gøre, at han får en flot seniorkarriere. Vi ønsker Maksim al mulig held og lykke fremover.
Maksim Stjopin
- Jeg har haft en god tid i FC Nordsjælland, hvor jeg har udviklet mig utrolig meget både på og uden for kridtstregerne. Jeg har været en del af klubben i næsten tre år, og jeg tager en masse gode minder med herfra. - Jeg har altid været stolt af at repræsentere FC Nordsjælland, og det er en klub, der er fyldt med talenter, hvorfor det har været et privilegie at være en del af klubben. Jeg har udviklet mig utrolig meget i min tid her, og jeg skylder Kasper Kurland en ekstra tak for altid at have hjulpet mig meget. - Det var en stor ære at blive flyttet op i Superliga-truppen, og det var en god læring at spille sammen med alle de gode spillere, hvor jeg tog så meget som muligt til mig. Jeg er naturligvis lidt ærgerlig over, at jeg aldrig nåede at få min Superliga-debut, men jeg vil altid tænke tilbage på min debut i pokalen med et smil på læben. - Jeg tror, det er det rette for min udvikling at skifte tilbage til Ilves FC, da udsigten til fast spilletid er noget bedre, og jeg også vender hjem til Finland. Derudover har Ilves også nogle spændende planer for de næste par år, hvilket jeg glæder mig til at være en del af. - 2023 har ikke været mit heldigste år, da skader har medvirket til, at jeg ikke har fået den spilletid, som var planen, og som jeg ønskede at få ud af lejeopholdet i HJK Helsinki. Dette gjorde også, at jeg missede en masse kampe både nationalt og internationalt. Derfor er det vigtigt for mig personligt at kunne starte på en frisk i Ilves FC. - Jeg tager videre som en meget bedre spiller og person, end da jeg kom til klubben. Og jeg vil gerne takke alle i og omkring FC Nordsjælland.