Det europæiske eventyr slutter her: Vi skal bruge læringen

14.12.2023 19:49

Torsdag aften sluttede det europæiske eventyr for FC Nordsjælland i denne omgang, da vi tabte 1-0 på udebane mod PFC Ludogorets. På trods af en pointhøst på 10 point i Conference League-gruppespillet rækker det desværre ikke til videre avancement, da vi ender på gruppens tredjeplads.

På papiret havde vi et godt udgangspunkt inden kampen, da vi ville sikre os videre avancement ved sejr eller uafgjort. Sådan gik det desværre ikke til, da PFC Ludogorets sent i kampen sparkede bolden ind i netmaskerne bag Andreas Hansen og sikrede sig de tre point.

Det var en bitter følelse, Johannes Hoff Thorup stod med efter kampen, hvor han også pointerede, at det ikke var en kamp, vi skulle tabe.

- Jeg står med en bitter følelse. Det er irriterende. Vi var ikke et hold, der skulle tabe den fodboldkamp i dag, så det gør det ekstra irriterende.

Oplevelserne vil altid stå

Selvom det var en meget skuffet cheftræner, vi fik fat i efter aftenens kamp, påpegede han, at både han, spillerne og klubben vil huske hinanden på de gode oplevelser, vi har haft i europæisk sammenhæng igennem efterårssæsonen. - Jeg tror, vi vil huske hinanden på de oplevelser, vi har fået i europæisk sammenhæng, når der lige er gået lidt tid oven på denne her. Der har selvfølgelig været nogle kæmpe oplevelser undervejs. Først og fremmest fik vi kvalificeret os, hvilket var en stor skalp. - Så må vi bruge læringen, vi har fået igennem det her efterår, som har været hårdt, og det har været intenst, men også fedt, og det skal vi huske på. Vi skal bruge hele oplevelsen på en positiv måde, så vi, næste gang vi står i sådan en situation, kan være lige det skarpere og lige det bedre.

Tak for støtten 🔴🟡

Vi har gennem hele Conference League-gruppespillet mærket fansenes opbakning, og i dag var ikke en undtagelse, da de støttede os hele vejen igennem. Johannes Hoff Thorup var heller ikke bleg for at rose vores fans, der i hans øjne har været fantastiske og i høj grad var fantastiske i dag på trods af nederlaget. - Det er fantastisk, at de er der for os, og fantastisk, at de var her i dag. En fantastisk måde de tager imod spillerne – især efter kampen i dag. Der var mange, som var skuffede, og det er stærkt, at fansene viser opbakning i den stund, fordi det er dét, der er behov for i sådan nogle situationer som denne her. Så det er stærkt arbejde.