Vi er videre til næste runde i Conference League

17.08.2023 18:38

Vi er videre til næste runde af Conference League-kvalifikationen, efter det torsdag aften blev til en 2-0-sejr over rumænske FCSB.

Kampen startede ellers ud med at være lidt låst, og selvom der kom enkelte chancer til begge mandskaber, var der ingen af holdene, som satte sig på kampen. Første mål i opgøret kom også på et straffespark, som Marcus Ingvartsen sikkert satte ind. I anden halvleg blev det videre avancement hjulpet gevaldigt på vej, da FCSB blev reduceret til 10 mand, og med fem minutter tilbage af kampen kunne Marcus Ingvartsen med en scoring uden for feltet booke billet til næste kvalifikationsrunde.

Dermed ender det med en samlet sejr på 2-0 over to kampe, og det var derfor en tilfreds cheftræner, der kunne gøre status efter sæsonens første europæiske opgave.

– Vi vidste, at der ville være nogle udfordringer med især deres kantspillere, der kunne volde os problemer, hvis vi gav dem for meget plads. Det var vi indstillet på, og selvom vi ikke var helt skarpe på det i starten af kampen, blev det bedre i løbet af første halvleg. Set over hele kampen – og måske endda over begge opgør – holder vi dem fra de helt store chancer, så det er jeg ret godt tilfreds med. At vores to første europæiske kampe ender med to clean sheets, skal vi også være tilfredse med. Det har stor betydning, når man skal videre til næste runde.

– Det bliver en kæmpe fordel for os, at de får en mand vist ud, og vi dermed kan sætte os endnu mere på spillet. Men vi skal lige finde os til rette i det, og det bliver til tider for hektisk og for direkte, hvor vi godt kunne have taget lidt mere tid på bolden.

"Vi har bevist, at vi også på den europæiske scene er et godt fodboldhold. Det viste vi dernede, og det viste vi også i dag."

Med de to europæiske kampe har vores spillere fået noget international erfaring, og det bliver vigtigt at tage den erfaring med, når der allerede næste uge venter en ny udenlandsk modstander.

– Vi har bevist, at vi også på den europæiske scene er et godt fodboldhold. Det viste vi dernede, og det viste vi også i dag. Så kan vi også se, at der er nogle punkter, hvor vi kan være lidt skarpere. Blandt andet i vores presspil, hvor vi skal tage et valg om at gøre enten det ene eller det andet og ikke ende på mellemhånd. Der kommer vi til at møde for dygtige hold til at lave sådan noget fejl. Så det har givet os en fin læring om, hvad vi skal være opmærksomme på, men vi har også vist os selv, at vi har nogle kvaliteter.

– Den her hjemmebane er ret stærk, og vi får altid nogle ekstra procenter her. Både på grund af opbakningen og fordi vi er komfortable med at spille her. Det bliver en udfordring for langt de fleste hold i næste runde. Så vi er fortrøstningsfulde og ser det her som en god oplevelse indtil videre, og vi vil gerne have endnu flere.

I playoff-runden af Conference League-kvalifikationen venter vinderen af Sabah FC og FK Partizan, der spiller netop nu.