
Storsejr i første kamp: Vigtigt at score så mange mål som muligt
24.08.2023 17:55
Torsdag aften skulle første skridt mod et europæisk gruppespil tages, da serbiske FK Partizan besøgte Right to Dream Park. Det skridt blev taget med en imponerende 5-0-sejr, hvor tre af målene faldt i anden halvleg.
De første to stod Martin Freses og Marcus Ingvartsen, og i anden halvleg kunne Marcus Ingvartsen fordoble sin måltotal, inden Oliver Villadsen satte målet til 4-0 ind. Det sidste mål stod FK Partizan selv for, da et skud blev afrettet af en forsvarsspiller.
Efter kampen var det naturligvis en tilfreds cheftræner, der kunne kigge tilbage på sejren. Og Johannes Hoff Thorup kunne sætte flere flueben ved de forventninger, han havde inden opgøret.
– Det var en kamp, som vi langt hen ad vejen fik løst, som vi havde aftalt. Det er nogle gange lettere sagt end gjort, fordi der jo altid er en modstander, der prøver at ødelægge den plan, man har lagt, men i dag var det os, der løb med sejren i en kamp, der forløb, som vi rigtig gerne vil have det. Så det er det, jeg er allermest tilfreds med.
– Der sker noget, da vi laver målet til 3-0. Der knækker de lidt over, og der bliver mere plads at spille i for os. Så der vidste vi godt, at det handlede om at få lavet de ekstra mål, som vi også er klar over, at vi kan lave. Jeg sagde til spillerne, at vi jo ikke spiller om point, men derimod om mål. Så det er vigtigt at få scoret så mange mål som muligt, og samtidig er det vigtigt at lukke af i den anden ende. Det er lige så flot, at vi nu har spillet tredje europæiske kamp med tre clean sheets i træk.

– Vi kommunikerede lidt ved 3-0-målet, hvor vi også satte noget friskhed ind for at holde tempoet. Men samtidig var det også vigtigt, at vi ikke fik kampen gjort så vild, at der blev plads i den anden ende, og de kunne score. Så det handlede om at holde balancen, men samtidig presse mere på.

"Det er vigtigt at få scoret så mange mål som muligt, og samtidig er det vigtigt at lukke af i den anden ende. Det er lige så flot, at vi nu har spillet tredje europæiske kamp med tre clean sheets i træk."
Johannes Hoff Thorup benyttede sig af alle fem indskiftninger i anden halvleg, og her fik flere af de spillere, der har spillet mange kampe, et hvil. Men selvom der venter en kamp allerede igen på søndag, var det ikke nødvendigvis den, der var i baghovedet på cheftræneren, da der skulle friske ben på banen.
– Dem, der kom ind fra bænken, gjorde det rigtig godt. I dag skiftede vi i høj grad for at få noget friskhed ind frem for at spare til næste kamp. Og jeg synes, at indskiftningerne gjorde præcis dét, de skulle – nemlig hjælpe os til at lægge et endnu større tryk på vores modstander. Så én ting er at skifte for at spare, men det er næsten mere tilfredsstillende at skifte for at øge kvaliteten af det, vi laver på banen.
Der venter et returopgør i Beograd om en uge, hvor vi tager et godt udgangspunkt med. Men selvom ’godt begyndt’ af og til kan være halvt færdigt, minder Hoff Thorup om, at der stadig kræves en professionel indsats.
– Nu skal vi være klar på, hvad der venter os. Når Partizan har spillet en kamp som i dag, vil de komme ud med alt, hvad de har om en uge. Så vi må på ingen måde undervurdere den præstation, der er krævet dernede. Den skal være mindst lige så professionel som i dag, for de kommer ikke ud med det samme udtryk.
Allerede på søndag er der kamp igen, når FC Midtjylland kommer på besøg. Der er kampstart kl. 18:00, og du kan købe billetter til kampen her.



