Foto: Balazs Popal / Gonzales Photo
Silkeborg bryder FCN-stimen: 2-0 nederlag på Jysk Park
20.08.2023 15:10
Stimen brudt
Så gik den ikke længere. Efter fire sejre på stribe, måtte FC Nordsjælland søndag eftermiddag se sig slået af et effektivt Silkeborg-mandskab, der hjemme i JYSK Park vandt 2-0.
Efter en første halvleg uden mål, fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark 10 minutter inde i anden halvleg. Søren Tengstedt omsatte sikkert fra pletten, og da Alexander Lind ti minutter senere gjorde det til 2-0, var udsigten til point pludselig langt væk.
Selvom vi lagde et godt tryk mod Silkeborgs mål i kampens slutfase, lykkedes det aldrig at skabe de helt åbne chancer og cheftræner Johannes Hoff Thorup var naturligvis en ærgerlig mand efter nederlaget søndag eftermiddag.
- Det er et rigtig ærgerligt nederlag. Egentlig lykkedes vi med flere dele af det, vi gerne ville. Men den afgørende del var vi ikke gode nok i. Vi ville gerne have haft endnu flere én mod én-situationer, hvor vi kunne gå ind og udfordre på dem.
- Så målet var at se, om vi kunne bringe dem lidt i ubalance. Vi var egentlig klar på, at de nok ville trække sig lidt og stille sig længere tilbage, hvilket de også gjorde i store dele af kampen. Det har vi før haft lidt svært ved at kunne bryde ned herovre - og det viste sig desværre også at være tilfældet i dag.
En afgørende udskiftning
Én af de måder, FC Nordsjælland ville udfordre Silkeborg på, var via Ibrahim Osmans fart. Den lynhurtige kantspiller lagde stærkt fra land i kampen, hvor han flere gange sendte Silkeborg-forsvaret ud efter pølser.
Men en tidlig advarsel til Osman betød, at han allerede blev skiftet ud efter 37 minutters spil. Og det hæmmede den gameplan, der var lagt for dagen, fortæller Hoff Thorup.
- Han var en stor del af gameplanen. Planen var, at vi ville sætte ham op så meget som muligt én mod én - og det synes jeg også, at han viste i de første 30-35 minutter. Det var lige ved at lykkes - og det var det, der var nøglen til at skabe nogle store chancer til os. Men vi kan ikke risikere at skulle spille 10 mod 11 herovre med et stramt program.
Ifølge Cheftræneren er der trods nederlaget stadig positive elementer, vi kan tage med retur til Farum.
- Det er ikke mange hold, der formår at komme herover til Silkeborg og styre spillet med bolden, som vi gør i dag. Så det synes jeg, at vi skal huske os selv på. Nu skal vi så have knækket koden til, hvordan vi også tager herover og vinder, for det er efterhånden ved at være et stykke tid siden.
- Men jeg synes, at det er et tegn på kvalitet, at vi kan tage herover og skabe det kampbillede, som vi langt hen ad vejen gerne vil have. Og så må vi kigge ind i, hvordan vi får lavet lidt flere chancer på et hold, som defensivt stiller sig, som Silkeborg gjorde i dag.
Der bliver ikke tid til at hvile på laurbærrene for FCN-spillerne. Allerede på torsdag skal vi nemlig i aktion igen, når FK Partizan venter i Right to Dream Park, mens FC Midtjylland kommer på besøg i Farum på søndag den 27. august.
Billetter til de to opgør kan købes her.