Foto: Noah Thilemann

Opfordring: Lad trøjeskiltene blive hjemme og dyrk nærheden

03.08.2023 14:15

Når slutfløjtet lyder i Right to Dream Park, kan fans og spillere altid komme helt tæt på hinanden. Det betyder, at der bliver taget selfies, skrevet autografer og givet highfives i stride strømme efter kampene.

Vi oplever imidlertid ikke kun en stigning i smil og gode interaktioner. Antallet af skilte med ønsker om at få en trøje af spillerne er tiltaget – og samtidig også begyndt at brede sig til forespørgsler om alverdens andre beklædningsgenstande.

Derfor opfordrer vi til at lade skiltene blive derhjemme og i stedet fokusere på den gode interaktion.

Først og fremmest risikerer de mange forespørgsler at give rigtig mange børn en dårlig oplevelse. Samtidig sætter det spillerne i en vanskelig situation, fordi det bliver opfattet negativt, at de ikke kan opfylde ønskerne, når de er ude hos fansene for at hilse, skrive autografer og stille op til billeder efter hver hjemmekamp.

Denne nærhed efter kampene er vigtig for både klubben og spillerne, og den ønsker vi at værne om. Derfor er adgangen til spillerne og mødet med fansene efter slutfløjtet højt prioriteret i FC Nordsjælland. Det skal være en glæde for alle at kunne mødes ved hegnet til banen. Dette særlige rum mellem fans og spillere vil vi selvfølgelig fortsætte med – dog uden skiltene, men med masser af nærhed.

Vi håber på forståelse for ovenstående, og så glæder vi os til at se jer alle til et brag af en kamp på søndag mod Brøndby IF.

Der er kickoff i Right to Dream Park kl. 18:00, og billetsalget er i fuld gang på billet.fcn.dk.

Tusind tak for støtten!