
Hvem er FK Partizan? Lær vores modstander bedre at kende
23.08.2023 08:34
Efter vores sejr over FCSB er vi klar til sidste runde af kvalifikationen til Conference League. Her venter den serbiske storklub FK Partizan Beograd, der til dagligt huserer på Partizan Stadium med plads til knap 33.000 tilskuere.
Her kan du blive lidt klogere på, hvem vores kommende modstander er, og hvad vi kan forvente at møde.
Fast del af toppen
FK Partizan er en af de mest vindende klubber i serbisk fodbold og har 27 ligatitler gennem tiden (otte i nyere tid). Senest vandt de mesterskabet i 2016/17-sæsonen og har siden kunne indkassere flere topplaceringer.
Siden 2017/18-sæsonen er FK Partizan endt med fire sølvmedaljer, en bronzemedalje og en fjerdeplads i sidste sæson – kun fire point bag andenpladsen efter et tæt mesterskabsspil. De er derfor et ubestridt tophold i Serbien og er oftest kun overgået af Røde Stjerne.
I denne sæson er FK Partizan også kommet godt fra start, hvor de har syv point efter tre kampe, hvilket placerer dem på en foreløbig tredjeplads i den serbiske Superliga. Det er derfor et hold, der er i fin form inden vores kommende møde med dem.
Hvem skal man holde øje med?
FK Partizan er et velorganiseret hold, der har kvalitet på mange positioner. Truppen inkluderer blandt andet et par gamle kendinge fra Superligaen med Andrija Pavlovic (tidligere FCK og Brøndby) samt Aleksander Jovanovic (tidligere AGF).
Det er dog især på de offensive positioner, at deres største profiler huserer. De to kantspillere Xander Severina og Queensey Menig har begge vist gode takter i sæsonen med ét mål hver i ligaen, hvor de fra kanterne skaber masser af chancer.
Bibras Natcho
Vender man blikket mod midtbanen, finder man den israelske profil Bibras Natcho. Den 35-årige offensive midtbanespiller kan blandt andet skrive 88 landskampe for Israel på sit CV, og han står noteret for 124 kampe for FK Partizan. Han er i denne sæson også kommet godt fra start med to mål i den serbiske liga samt ét mål i Conference League-kvalen.
Matheus Saldanha
Den sidste spiller, man skal holde øje med, er den 24-årige brasilianske Matheus Saldanha. Han blev hentet til klubben i denne sæson men er allerede en stor profil for FK Partizan. Han står, ligesom Natcho, noteret for to mål i ligaen og et enkelt i Conference League-kvalifikationen.
FK Partizan i Europa
Det serbiske hold er hyppigt at se i et Europa-gruppespil, hvor de i sidste sæson gik videre fra Conference League-gruppen sammen med Nice for efterfølgende at blive slået ud i knockout-runden. I 2021/22-sæsonen nåede FK Partizan helt til ottendedelsfinalen i Conference League, hvor de tabte til Feyenoord over to kampe.
I år kom de ind turneringen i sidste runde, hvor de efter to tætte opgør mod Sabah FK sikrede deres videre forløb i turneringen med en sejr efter straffesparkskonkurrence.
Vi mødte FK Partizan tilbage i Conference League-kvalifikationen i 2018, hvor vi med profiler som Mikkel Damsgaard, Andreas Skov Olsen og Victor Nelsson samlet tabte 5-3 over to opgør. Derfor går vi efter at få revanche og sikre videre avancement til gruppespillet.





