Hoff Thorup inden returkamp: Vi ved, hvad der forventes

16.08.2023 12:03

Det hele er fuldstændig åbent, når vi i morgen aften møder FCSB i returkampen af Conference League-kvalifikationens tredje runde. Med et 0-0-resultat i første kamp stiller begge mandskaber til start med det samme udgangspunkt, og cheftræner Johannes Hoff Thorup har været tilfreds med optakten til morgendagens opgør mod FCSB.

– Hovedbudskabet inden Randers-kampen i søndags var, at vi skulle vise, hvad vi er lavet af. At vi kan håndtere det, som vi har efterspurgt i så mange sæsoner, og som vi kæmpede så hårdt for at opnå i sidste sæson. Og det synes jeg, at vi fik vist. Så det var stærkt at spille kampen, som vi gjorde – både fordi vi gjorde det til en kamp, som vi kunne kontrollere så meget, som vi kunne, og ikke brugte unødvendigt mange kræfter. Og også fordi vi endte med at få det resultat, vi fik.

Når kampen i morgen aften kl. 19:00 bliver fløjtet i gang, vil det være tredje kamp på syv dage for Hoff Thorups mandskab. Det har også betydet, at det meste af truppen er kommet i spil hen over de syv dage, og det har været nødvendigt for at præstere i alle opgørene.

– Det var vigtigt for os at få hvilet nogle af spillerne, så de var helt friske til vores kamp i morgen. Det bliver en svær kamp, hvor der er alt at spille for, og begge hold er selvfølgelig opmærksomme på deres chance for at gå videre til næste runde. Så det bliver svært, ligesom det var dernede. Men der er krævet højt niveau af os, lige meget hvor vi spiller. Vi skulle også yde vores bedste for at få resultatet i Randers, og i det hele taget har der ikke været nogen nemme kampe her i starten af sæsonen. Så vi er klar over, hvad der forventes af os.

Det første opgør gav trænerteamet en indikation af, hvordan FCSB vil spille, når de i morgen gæster Right to Dream Park – selvom det måske kan blive med en lille justering.

– Vi kan nok godt forvente, at de kommer i et lidt lavere udgangspunkt, end de gjorde nede i Rumænien. Men derudover bliver det formentlig langt hen ad vejen det samme, som vi mødte for en uge siden, hvor de til tider er ret direkte i deres spil og gerne vil sætte deres kantspillere i scene. Det bliver en kamp, hvor vi forhåbentligt kan sætte os på bolden ret hurtigt og styre slagets gang. Så det er dét, vi har arbejdet med de seneste dage.

Der er ikke udsolgt til kampen endnu, så hvis du vil støtte holdet på vej videre til næste kvalifikationsrunde, kan du købe billet lige her.