Foto: Dejan Obretkovic
Hoff Thorup inden Brøndby-kamp: Fuld plade på gameplanen skal sikre tre point
04.08.2023 13:00
Stærk start
Flosklen om rust, der skal bankes af i løbet af en Superliga-sæsons første kampe, kan godt skydes til hjørne. I hvert fald, hvis man retter blikket mod FC Nordsjælland.
Seks point i sæsonens første to kampe, en målscorer på 7-2 og en placering som nummer ét er kendsgerningerne - og Cheftræner Johannes Hoff Thorup er forståeligt nok meget tilfreds med den start, vi har fået på sæsonen.
- Jeg synes overordnet set, at det har set rigtig godt ud. Vi kan se på den måde, vi har lavet mål på, at det er gennem mange forskellige dele af spillet. Det har både været, hvor vi har skullet bryde et etableret forsvar op - og så har der været et par mål, der er scoret i forbindelse med et højt pres. Så jeg synes egentlig, at vi er paletten rundt, hvad det angår. Og det er vi også opmærksomme på er en nødvendighed, hvis vi skal opnå resultater.
- Men vi ved, at hvis vi bare kan ramme de rigtige bevægelser på de rigtige tidspunkter, så kan vi skabe chancer. Med vores fart har vi troen på, at vi kan åbne selv de bedste forsvar i ligaen. Så det giver egentlig en vis tryghed vil jeg sige.
- Defensivt synes jeg også, at det har set godt ud. Vi tillader meget få chancer imod os mod Viborg - og mod AGF er der mest tale om nogle chancer fra distancen. Det er to gode hold, vi har mødt, så vi kan ikke forvente, at de går fra banen uden at have skabte nogle chancer overhovedet.
Fuld plade for tre point
Cheftræneren lægger ikke skjul på, at søndagens kamp skal leveres til perfektion, hvis det skal kaste yderligere tre point af sig. Og det bliver med stort set samme opskrift som i kampene mod Viborg og AGF.
- Vi skal spille på samme måde, som vi har gjort i de to første kampe. Vi har set stabile ud uden bold - og jeg synes, at dér, hvor vi måske har rykket os mest, er på vores offensive omstillinger, hvor vi virkelig har set skarpe ud.
- Og så er det altid vores ambition at skulle ud og styre kampen på bolden. Så det forventer jeg også, at vi skal mod Brøndby på søndag. Men det kræver en helstøbt indsats. Og vi ved også, at standardsituationer bliver et vigtigt element for os igen - ligesom det var i Aarhus. Så det er en kamp, hvor vi skal ramme fuld plade på vores gameplan for at få tre point - men det har jeg også tiltro til, at drengene kan.
Han fremhæver blandt andet Brøndbys opbygning med wingbacks som et af de områder, der skal holdes øje med.
- Brøndby er et hold, der virker som om, at de går med en tre back-kæde og dermed også wingbacks. Så de spiller med flere indlæg, end hvad de tidligere har gjort - og det bliver de ret farlige på. Så det skal vi være opmærksomme på.
- Men vi skal samtidig være obs på, at vi ikke skal åbne for meget plads til deres dygtige mellemrumspillere. Vallys er jo eksmpelvis rigtig dygtig i de her rum. Så ham vil der naturligvis være fokus på. Så det handler om virkelig at være afstemte i, hvordan vi gør tingene - og hvad vi gør uden bold. Så vi ikke åbner unødige rum, som enten kan give dem indlæg eller indspil foran vores bagkæde. Så især den defensive plan skal vi virkelig være skarpe på.
Fælles om de store oplevelser
Johannes Hoff Thorup glæder sig til at se så mange fans som muligt på lægterne i Right to Dream Park søndag.
- Jeg har selv appeleret til, at hvis vi skal have nogle gode oplevelser, så skal det være i fællesskab vi skaber dem. For vi kan ikke gøre det alene. Allerede første hjemmekamp mod Viborg var der en virkelig flot opbakning. Og det håber jeg også, at vi får på søndag. Jeg synes, at vi har lavet noget nu mellem spillere og fans, som virkelig holder og virkelig giver os en hjemmebanefordel, som er til at mærke.
Kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby IF spilles på søndag den 6. august med kampstart klokken 18.
Billetter til opgøret kan købes her.