FIFA-Kay stopper efter 51 år som frivillig dommer
16.08.2023 11:00
En kold aprildag i 1972 stod Kay Henriksen på sidelinjen til en serie 3-kamp i Farum. Det regnede. Banen var som en pløjemark, og ved midtercirklen lå en kæmpe sø af vand. På banen ved siden af stillede to ungdomshold til start, men der kom ikke nogen dommer. Så blev der taget en beslutning. Formanden for Farum Boldklub stak Kay Henriksen en fløjte, og sendte ham på banen. Det blev en skæbnedag for Farum og for Kay.
Med dommergerningen fik den enorme interesse for fodbold, og det gode liv i Farum Idrætsklub, en ekstra dimension. Det er blevet til intet mindre end 51 år som frivillig dommer, og mere end 7000 dømte kampe, hvis man medregner lagkagestævner og indendørsfodbold.
Har man haft noget med sport at gøre i Farum, kender man uden tvivl FIFA-Kay. Det arbejde, han har ydet, er beundringsværdig ud over alle grænser og har haft kæmpe betydning for lokalmiljøet.
Man kan sige, at Kay Henriksen er indbegrebet af Farum, selvom han kommer fra Randers, og engang var fan af Randers Freja. Men det er her i Farum, han har boet det meste af sit liv, og her han har været dommer. Og det er fællesskabet i klubben og glæden ved fodbold, der har været det afgørende.
Fra Kay til FIFA-Kay
På et tidspunkt blev Kay til FIFA-Kay. Hvor navnet kommer fra, vides ikke, men barnebarnet Kasper Henriksen har et kvalificeret bud: "Kay var altid meget ordentlig. Han fulgte reglerne til punkt og prikke. Han var aldrig hjemmebanedommer, eller sløset på nogen måde, og hvis jeg brokkede mig, dengang jeg spillede, fik jeg også det gule kort."
"Jeg vil ikke have penge for det, men jeg slider ikke mit eget tøj."
Sådan har Kays princip været, siden han begyndte i 1972. Derfor blev det sådan, at han fik et par sko om året til at dømme i.
Også på banen havde Kay ry for at være konsekvent. Talte de unge spillere grimt, røg de ud med det samme. Var de unfair, røg de ud med det samme. I sin lange karriere har Kay selvfølgelig hørt en masse ubehageligheder, også spillerne imellem. I sådanne situationer greb han ligeledes ind, og han var ikke bleg for at tale med de unge i pausen. For det vigtigste er at være en god kammerat og udvise sportsmanship.
Efter sådan en snak, mand til mand, oplevede Kay, at de unge spillede videre og opførte sig ordentligt. Dét var også en stor del af glæden ved det frivillige arbejde.