Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

FCN og Lucas Lykkegaard ophæver kontrakten

04.08.2023 12:00

Lucas Lykkegaard og FC Nordsjælland har efter gensidig aftale valgt at ophæve kontrakten. Næste destination for den 21-årige forsvarsspiller bliver HIK i 2. division. 

Lykkegaard har haft hele sin fodboldopvækst i Farum. Som 4-årig startede han til fodbold i Farum Øst, og året efter skiftede han til Farum Vest, hvor han blandt andet spillede sammen med Oliver Villadsen, inden turen gik til Farum Boldklub.

Han har siden taget turen op gennem akademiet og hele vejen til førsteholdstruppen, hvor han i december 2020 fik debut i 3F Superligaen. 

Sidenhen er det blevet til tre kampe for Lykkegaard, der i efteråret 2022 var udlejet til Hillerød Fodbold i NordicBet Ligaen. 

Konkurrencen på højreback-positionen er dog hård – og derfor har forsvarsspilleren og FC Nordsjælland i fællesskab besluttet at ophæve kontrakten, så 21-årige Lykkegaard kan søge nye græsgange i jagten på spilletid. 

Lucas Lykkegaard: 

- Det har været en beslutning, som har været undervejs i et stykke tid. Jeg har brugt det sidste halve år på at tænke over, hvad der ville være bedst for min videre udvikling som spiller. Og selvom det har været en virkelig svær beslutning at træffe, så føler jeg også, at det er den rette. 

- Jeg har været i FC Nordsjælland i hele mit fodboldliv, så det har været vigtigt for mig at få afsluttet min tid her på en god måde. Derfor er jeg også rigtig glad for, at klubben har været så samarbejdsvillig og forstående, så vi i fællesskab kunne få en god afslutning på det hele. 

- Det har betydet, at jeg frit har kunnet afsøge nogle muligheder løbende, og i sidste ende viste HIK sig som et godt match. Da de dukkede op, blev vi enige om at ophæve min kontrakt med FC Nordsjælland, så jeg kunne komme til HIK.  

- Min fodboldopvækst i FC Nordsjælland har været med til at forme mig til den spiller, jeg er i dag. Og jeg er dybt taknemmelig for den tid, jeg har haft her. Jeg kommer til at savne kulturen, fællesskabet og alle i og omkring klubben helt vildt. 

- Jeg vil altid være kæmpe fan af FC Nordsjælland, og jeg vil blive ved med at følge med fra tribunen og foran fjernsynet. Det ville da være en drøm, hvis jeg en dag kan komme tilbage og hjælpe klubben i jagten på de store resultater. Men i første omgang glæder jeg mig til at komme ud og få kontinuerlig spilletid i benene. 

- Det håber og tror jeg på, at jeg kan få i HIK. Det er en klub, hvis spillestil passer rigtig godt til mig, så jeg er spændt på den tid, jeg går i møde nu.  


Alexander Riget, teknisk direktør i FC Nordsjælland:

- Lucas er en super god fyr, der har været en rigtig god ambassadør for FC Nordsjælland. Jeg så ham spille første gang, da han var ti år, og igennem ungdomsårene i klubben viste han sig altid frem som en virkelig dygtig fodboldspiller – også på diverse ungdomslandshold. 

- Desværre satte en korsbåndsskade en midlertidig stopper for hans udvikling i teenageårene. Men jeg synes, at han kom godt tilbage og fik også en ny kontrakt og rykkede op i Superliga-truppen.

- Der har dog været lidt lang vej til spilletid på Superliga-holdet for Lucas. Derfor har der været en fælles forståelse af, at det vil være det bedste for Lucas at komme ud et sted, hvor han kommer til at spille regelmæssigt og forhåbentlig kan bygge videre på sin fodboldkarriere. 

- Jeg er sikker på, at det bliver godt for Lucas at komme til HIK. Det er en klub, som har været gode til at udvikle unge spillere og også få dem videre i karrieren. Og de spiller på en måde, som passer godt til Lucas, så det, tror jeg, er et godt karriereskridt for ham.  

- Hele processen har været rigtig fin. Lucas har ageret meget professionelt. Han har taget imod den feedback og de ting, vi har sagt, på en rigtig god måde. Og han har også selv været indstillet på, at det er det rigtige for ham. 


Jan Laursen, sportschef for Superliga-holdet:

- Lucas har været stort set hele sit liv – i hvert fald hele sit fodboldliv – i klubben. Han kender rigtig mange mennesker i klubben, og der er mange, han betyder meget for. Derfor har vi også brugt god tid på at finde den bedst mulige løsning for Lucas. Og han har besluttet, at han gerne vil prøve sig selv af i nogle nye omgivelser. Det har vi naturligvis bakket op om. 

- Lucas har været en del af udviklingen i FC Nordsjælland og har også selv været med til at gøre andre bedre. Og selvom han nu stopper som spiller hos os, så kommer relationen ikke til at stoppe. Han er en del af FCN- og Right to Dream-familien og vil altid være velkommen hos os i FC Nordsjælland. 

- Vi ønsker Lucas al mulig held og lykke fremover og håber at se ham på lægtere til vores kampe i fremtiden. Også en stor tak til hans familie for den store opbakning, der altid har været til både Lucas og os som klub.