Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

3-1-nederlag til Brøndby i mandagens træningskamp

21.08.2023 18:33

Mandagens træningskamp mod Brøndby IF endte med et nederlag på 3-1 i en kamp, hvor FC Nordsjælland gav spilletid til flere unge akademi-spillere. 

Hjemmeholdet fra Brøndby stillede med mange profiler, hvor spillere som Josip Radosevic, Joe Bell og Sebastian Sebulonsen blandt andet var med fra start. Sidtnævnte bragte værterne foran efter et hjørnespark i første halvleg, mens Oscar Schwartau og Mateusz Kowalczyk gjorde det til 2-0 og 3-0 i anden halvleg, inden Conrad Hader fik reduceret for FC Nordsjælland efter flot opspil. 

Efter kampen var assistenttræner Casper Røjkjær selv sagt ærgerlig over nederlaget, men glædede sig over mængden af spilletid, som mange af de unge FCN-talenter fik. 

- Det var først og fremmest dejligt at se nogle af vores unge drenge, samt spillere med minimal spilletid i de seneste kampe, blive matchet op imod et godt Brøndby hold, som desværre endte med at vinde 3-1.
 
- Jeg synes, at vi leverede en godkendt 1. Halvleg. Vi lykkedes fint i vores høje pres, hvilket også resulterede i et par gode muligheder, som vi desværre ikke fik omsat til mål.
Vi var kampen igennem lidt udfordret i vores lave blok og formåede ikke helt at arbejde med den rette intensitet og struktur.

- Men alt i alt var det en god og lærerig kamp for vores drenge. Især håber jeg, de forstår vigtigheden af hele tiden at være opmærksom og undervejs i spillet - både med og uden bold, samt evnen til at gøre tingene kollektivt, hvilket vil gøre betingelserne bedre for at lykkes individuelt, lyder det fra Casper Røjkjær. 


Kampfakta: Brøndby IF 3 - 1 FC Nordsjælland

Sebastian Sebulonsen 1-0 
Oscar Schwartau 2-0  
Mateusz Kowalcsyk 3-0 
Conrad Harder 3-1 

"Det var først og fremmest dejligt at se nogle af vores unge drenge, samt spillere med minimal spilletid i de seneste kampe, blive matchet op imod et godt Brøndby hold".

Casper Røjkjær