Hoff Thorup: Ikke tid til at være skuffet
17.04.2023 20:05
I en tæt – og til tider uskøn – affære på Cepheus Park Randers endte det uafgjort i aftenens kamp mod hjemmeholdet Randers FC. Værterne bragte sig foran på mål af Jakob Ankersen, men blot få minutter efter svarede indskiftede Emiliano Marcondes igen, da han flot lobbede bolden over Randers-keeperen.
Selvom Benjamin Nygren var tæt på at sikre alle tre point med kampens allersidste spark, endte det derfor med et 1-1-resultat, og efter kampen var cheftræner Johannes Hoff Thorup ikke overrasket over det noget rodede kampforløb.
– Lang hen ad vejen gik kampen, som vi havde forudset. Det var svært for os at spille hurtigt nok til at få skabt store chancer, og så vidste vi også, at vi skulle være meget skarpe i de afgørende momenter. Og selvom vi står her med et enkelt point, så synes jeg egentlig, at vi gør, hvad vi havde aftalt på forhånd. Jeg tæller ikke flere chancer til Randers, end den de scorede på, og vi havde en lille håndfuld af forskellig størrelse. Så det var godt af drengene, at de får kæmpet sig tilbage efter at have været bagud, og de gør egentlig også rigeligt til at få sejren.
– Vi er ikke der, hvor vi kan spille som på hjemmebane, når vi kommer til sådan en bane, og det er vi klar over. Så vi kigger på de her kampe og prøver at justere ud fra forholdene for at komme så tæt på den måde, vi spiller på hjemme i Farum.
Det er tæt i toppen, og den førsteplads, vi gik ind til weekenden med, måtte vi med aftenens resultat udlåne igen. Men selvom skuffelsen over de to tabte point kan fylde meget, vælger Hoff Thorup at fokusere på det ene point, der kan vise sig vigtigt i en afgørende tid med mange topkampe.
– Jeg synes egentlig, at drengene viser det meget godt i kampen. Der er ikke tid til at være skuffet over noget som helst. Vi slår tilbage med det samme, og det er dejligt at se, at vi er der som hold. Især på udebane er vi rendt ind i nogle situationer, hvor det måske ikke har været helt retvisende i forhold til spil og chancer, men at slå tilbage alligevel er ret imponerende.
– Det er utrolig tæt, og vi møder hinanden på kryds og tværs, så man skal tage alle de point, man kan. I dag var der kun et enkelt, men det tog vi til gengæld også.
Næste opgave for cheftræneren hans mandskab er på søndag, når modstanderen er Viborg FF på udebane. Næste hjemmekamp følger umiddelbart efter og er i Pokalen, hvor FC København kommer til Farum.