Hoff Thorup: I dag var vi skarpere
10.04.2023 18:05
En stærk præstation i Right to Dream Park gav en flot 2-1 sejr over gæsterne fra Brøndby IF.
Vi var uden Mads Bidstrup og Emiliano Marcondes, men dominerede alligevel kampen, hvor skarpheden i de afgørende situationer især gjorde udslaget ifølge cheftræner Johannes Hoff Thorup.
– I dag var vi skarpere. Og så var det et fantastisk mål af Frese. Vi har talt meget om 2–0-målet, som kan give os lidt ekstra ro i kampene. I Parken manglede vi netop målet til 2-0. Vi havde ellers chancerne til det. Så jeg er glad for, at vi fik det lavet i dag. Det har stor betydning.
Det blev næsten lidt for spændende til sidst, hvor intensiteten steg og Brøndby havde et par store chancer. Det var i det hele taget et udehold, der var godt forberedt.
– Brøndby var godt forberedt på os. De gav os nogle dilemmaer og nogle udfordringer – både med og uden bold. Med bold lukkede de mange af de pasningslinjer, vi gerne ville finde. Vi blev også ret hurtigt nødt til at justere på nogle positioner.
Med sejren er vi tilbage på førstepladsen, men det er ikke Hoff Thorups fokus:
– Alle kampe handler om at vise, hvad man kan, og spille så frit så muligt, og det gjorde vi i dag. Der er stor tro på egne evner i truppen, og det var der også søndag aften, efter vi havde tabt i Parken. Jeg så rigtig mange gode præstationer i dag. I særdeleshed vores mål, men også rigtig mange af de chancer, vi skabte. Der var mange af de elementer, som vi lykkedes med i Parken, og også sidst vi spillede imod Brøndby.
– Nu skal vi holde det høje niveau resten af sæsonen, for der er ingen tvivl om, at der venter os nogle hårde kampe.
Næste kamp er på udebane mod Randers FC om præcis en uge, mens vi er tilbage i vante rammer, når vi møder FC København i Right to Dream Park den 26. april kl. 18:00.