Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Ærgerligt nederlag i Viborg

23.04.2023 14:55

Det blev til er ærgerligt 1-0-nederlag til Viborg, da FC Nordsjælland søndag eftermiddag krydsede klinger med ligaens nummer tre.

Søndag var der dømt topkamp i det midtjyske, da FC Nordsjælland var på besøg på en solbeskinnet Energi Viborg Arena, hvor ligaens nummer tre fra Viborg FF ventede.

FC Nordsjælland kom bedst ud af starthullerne og var mest på bolden i kampens indledende fase. Alligevel var det hjemmeholdet, der havde kampens første chance efter ti minutters spil, men afslutningen fra Clint Leemans røg forbi mål.

Det blev indledningen til et mindre pres fra Viborgs side – dog uden at værterne kom til hverken store chancer eller afslutninger.

I stedet kom vi igen bedre med i kampen – og efter en halv times spil var et godt genpres fra Mads Bidstrup tæt på at resultere i scoring, men en dobbeltredning på først Emiliano Marcondes og efterfølgende Mohammed Diomande fra Lucas Lund i Viborg-målet betød, at kampen stadig var uden scoringer, da stadionuret rundede de 45 minutter.

Tidlig Viborg-scoring

Anden halvleg var knap sparket i gang, før Ernest Nuamah havde en kæmpe chance for at score. Afslutningen ramte stolpen, men dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt  fløjtede efterfølgende offside i situationen.

Efter 55 minuttters spil var det desværre hjemmepublikummet, der kunne juble, da Nicolas Bürgy kunne sparke bolden det sidste stykke over målstregen efter et hjørnespark. Få minutter senere var Viborg tæt på at fordoble føringen, men denne gang var det værternes tur til at ramme stolpen.

Det gav et energiboost til Viborg, der i de efterfølgende minutter lagde et pres mod FCN-målet. De fik da også bolden i mål igen, men der blev korrekt fløjtet offside i situationen.

Cheftræner Johannes Hoff Thorup forsøgte sig med et par offensive indskiftninger, men hjemmeholdet fra Viborg var stærke i defensiven og tillod ikke mange chancer imod.

Det blev desværre ved den ene scoring, og FC Nordsjælland måtte dermed rejse retur til Farum uden point.

Skuffet cheftræner

Efter kampen var cheftræner Johannes Hoff Thorup naturligvis skuffet over resultatet søndag eftermiddag.

- Jeg føler egentlig, at vi har en fin kontrol i kampen. Men vi bliver på ingen måde farlige nok. Og det er det, som vi sidder nede på bænken og overvejer, hvordan vi kan åbne op for, så vi kan lavet nogle flere chancer. For jeg synes langt hen ad vejen, at vi har et kampbillede, der er ok. Vi giver ikke særlig mange chancer væk. 

- Desværre bliver det lidt forstyrret af et tidligt mål i anden halvleg som gør, at vi skal til at jagte lidt mere. Det gjorde, at Viborg kunne forsvare lidt lavere – og vi dermed havde flere spillere, som vi skulle spille os forbi, for at vi kunne åbne det op. Så det bliver lidt op ad bakke derfra, selvom vi forsøger os med forskellige greb. 

- Vi bliver nødt til at kigge på, om vi kan åbne noget mere. Eksempelvis ved at bruge en spiller færre til opbygningen og spille en spiller mere højere op i banen, så vi kan blive farligere. For vi er ikke farlige nok i dag, når vi kigger på, hvor meget vi har bolden. 



Allerede på onsdag kan FC Nordsjælland slå tilbage, når de hjemme i Right to Dream Park møder FC København i pokalturneringens første semifinale.

Den kamp kan du købe billetter til her.