Foto: Noah Thilemann
FCN fortsætter sejrsstimen i U19-ligaen
12.09.2022 13:46
FC Nordsjællands U19-mandskab udbyggede lørdag sejrsstimen, da det blev til tredje sejr i træk.
Lørdag kunne FC Nordsjællands U19-mandskab tilføje yderligere tre point på kontoen, da Vejle blev slået 4-1 på udebane.Et skybrud over Vejle gjorde forholdene vanskellige, men det var ikke til at se hos FC Nordsjælland-spillerne, der efter 35 minutter førte 3-0 på mål af Maksim Stjopin, Michael Dosso og Lucas Høgsberg.
Anden halvleg var mere jævnbyrdig. Efter 64 minutter kunne Michael Dosso fordoble sin målscoring til stillingen 4-0, men blot få minutter efter fik Vejle pyntet på resultatet, da Mads Ravn Gode scorede til 4-1 efter ret hjørnespark.
Med sejren er FC Nordsjællland oppe på 9 point for fire kampe i U19-ligaen og cheftræner Kasper Kurland er tilfreds med den stime, holdet er inde i.
- Vi vidste fra starten af, at Vejle ville udfordre os, for de har et hold med nogle rigtig dygtige spillere. Og det gjorde de også. Derfor var vi nødt til relativt hurtigt at skifte system, hvilket gjorde, at vi fik overhånden i kampen. - Kæmpe ros til drengene for at omstille sig så hurtigt. De tog virkelig et stort ansvar og havde en god mentalitet og indstilling, så det var en fornøjelse.
- Begge hold blev lidt udfordret på grund af den voldsomme mængde vand, der lå på banen, men det var heldigvis os, som kom bedst ud af det. Vi fik scoret fire rigtig gode mål - særligt det tredje mål var høj høj klasse.
- Så endnu en solid præstation, hvor vi viste, at sammenholdet i truppen er stærkt og drengene er virkelig rykket tæt sammen. Så det var en fornøjelse at være vidne til. Og nu kører vi videre.
Kampfakta:
Vejle BK-FCN
0-1 (‘11) Maksim Stjopin
0-2 (‘27) Mickael Dosso
0-3 ('34) Lucas Høgsberg
0-4 ('64) Mikael Dosso
1-4 ('67) Mads Ravn Gode
Næste opgave for U19 holdet bliver på lørdag den 17. september klokken 13, når Lyngby kommer på besøg.