Ærgerlig pointdeling mod AGF trods dominans

16.10.2022 17:46

FC Nordsjælland havde alle muligheder for tre point, da de søndag eftermiddag mødte AGF hjemme i Right to Dream Park, men måtte nøjes med et enkelt efter en udligning i kampens sidste minutter.

Første halvleg stod i FC Nordsjællands tegn og det var ikke meget spil, der kørte for gæsterne. På trods af dominansen lykkedes det dog ikke FCN at komme frem til de største åbne chancer. Efter en halv time havde Mads Kristian Hansen dog bolden i nettet, men dommeren fløjtede for offside.

Bedst som man troede, at de to hold ville gå til pause uden scoringer, opstod der en chance til Mads Kristian Hansen i AGF-feltet. Afslutningen blev blokeret af en AGF’er, hvorefter bolden røg op på armen. Efter et VAR-tjek var dommeren ikke i tvivl og pegede på pletten. Andreas Schjelderup omsatte sikkert og så stod den 1-0 til FC Nordsjælland, hvilket også var stillingen ved pausen.

I anden halvleg fortsatte FCN-dominansen og efter en times spil pegede dommer Jens Maae igen på pletten – og igen var der tale om en hands-situation i AGF-feltet. Denne gang var det Mads Kristian Hansen, der skulle eksekvere, men rutinerede Jesper Hansen i AGF-målet havde læst den og gik til den rigtige side.

Ti minutter senere gjorde FC Nordsjælland det svært for sig selv, da Ernest Nuamah i frustration sparkede en bold væk efter et frispark. Det gav andet gule kort og dermed marchordre til Nuamah.

10 mod 11 i kampens sidste 25 minutter gjorde det svært for FC Nordsjælland, som kæmpede bravt og faktisk også kom frem til pæne chancer. Men det va i stedet gæsterne, som kunne gøre det onde mod hjemmeholdet. Thomas Kristensensen var manden bag scoringen, som faldt efter et hjørnespark.

I de sidste minutter pressede AGF’erne på, men det lykkedes trods alt ikke gæsterne at score yderligere, så kampen endte 1-1.

Tager alle de lærepenge, der følger med
Cheftræner Flemming Pedersen var forståeligt nok ærgerlig over den sene udligning fra AGF men roste den indsats, han så fra sit hold søndag eftermiddag.

- Det var en fin og kontrolleret indsats fra vores side. Jeg synes ikke, at vi giver ret meget væk. Vi ville dog gerne have skabt noget mere. Vi mangler de rigtig gode gennembrud i første halvleg. Men AGF var gode til at sænke vores spil og det så ud som om, at de havde stor respekt for os og stillede sig lavt.

- Vi går benhårdt efter at score til 2-0 i anden halvleg og får jo også en gylden mulighed på et straffespark ret tidligt. Der skulle den selvfølgelig have været 2-0. Og kort tid efter sparker Ernest bolden væk i effekt og får sit andet gule kort. Og så er kampen vendt på hovedet og det psykologiske overtag er hos AGF.

- På trods af undertal synes jeg faktisk, at vi står godt imod og også kommer frem til et par giftige kontrachancer. Men vi vidste godt, at vi ikke skulle stille os for meget ned. Og det kørte egentlig efter bogen, men der skal ikke meget til, for AGF er noget højere end vi er. Og så er der en nedfaldsbold, er bliver sparket ind. Til sidst presser de jo virkelig på og hvis alt havde været imod os, så havde vi tabt denne her kamp. Så vi tager pointet og alle de lærepenge, der følger med.

Næste kamp for Flemming Pedersen og FCN-mandskabet er på søndag den 23. oktober, når vi skal en tur til Randers. Kampen spilles klokken 14.