Foto: Gonzales Photo
Hoff Thorups pokaloptakt: Sådan slår vi AGF
09.11.2022 08:30
Torsdag aften står den igen på pokalbold, når vi skal en tur til Aarhus og møde AGF i Pokalturneringens 4. runde.
Assistenttræner Johannes Hoff Thorup kommer her med sin optakt til kampen.
Første del af sæsonen 22/23 lakker efterhånden mod enden og der er kun to betydningsfulde kampe tilbage, inden spillerne går på julepause.
Den første af dem spilles torsdag, når FC Nordsjælland skal et smut til Aarhus, hvor AGF venter på udebane. En kamp, der har stor betydning for hele truppen – både når man kigger på turneringens betydning, men også ift. det udtryk, man vil slutte året 2022 af med. Det fortæller assistenttræner Johannes Hoff Thorup.
- Der er to faser i pokalturneringen. I den indledende fase kommer vi typisk rundt til nogle klubber og stadions, som vi ikke besøger så ofte. Og det er jo charmen ved lige netop den turnering. Det har været to rigtig gode oplevelser for os at kommer ud og spille først i Valby mod Frem og derefter i Ballerup mos BSF. Og den efterfølgende fase er typisk mod modstandere, som vi bliver matchet med til dagligt i Superligaen.
- Vi skal stadig være hundrede procent professionelle ligegyldigt hvem, vi møder. For pokalturneringen er en turnering, som vi virkelig værdsætter her i klubben og som vi har rigtige fine traditioner i. Og vi vil selvfølgelig gøre meget for at udbygge traditionerne. Og så betyder det også meget, at vi får sluttet solidt af, så vi kan sætte et flot punktum for den halvsæson, vi har præsteret.
FC Nordsjælland havde muligheden for at støde ind i nogle modstandere fra både 1. – og 2. division i 4. runde. Men det blev altså AGF, som blev trukket op ad bowlen, og det er fint, at der allerede nu kommer Superliga-modstand, lyder det fra vores assistenttræner.
- Det er egentlig okay. Hvis man skal vinde pokalturneringen, så skal man kunne slå alle hold. Som sagt er det selvfølgelig sjovt at besøge de stadions, man ikke besøger som ofte. Men det har vi gjort to gange i turneringen. Så nu skal vi til Aarhus - og det er fint.
I de seneste 10 kampe har FC Nordsjælland kun tabt til AGF en enkelt gang, så man skulle tro, at aarhusianerne ligger godt til FCN-mandskabet. Men Hoff Thorup er dog forsigtig med at lægge for meget i statistik og historisk data.
- Der er det ved statistik, at det altid kan bruges, som man gerne vil have. Der har også været en statistik for et par år tilbage, der viste, at vi havde det rigtig svært mod AGF. Så det skifter hele tiden. Og det er farligt at lægge for meget i. Jeg vil næsten gå så langt som at garantere, at det bliver en rigtig tæt kamp i Aarhus torsdag.
- Vi kommer til ar stille det stærkest mulige hold. Vi har skiftet meget i de første to pokalkampe, men det kommer vi ikke til i denne her kamp. Vi skal til Aarhus og vinde, for vi vil videre i denne her turnering.
Skal lukke ned for indlæg
Et af de helt store fokuspunkter forud for pokalkampen mod AGF har ifølge Hoff Thorup været at lukke ned for AGF's indlæg.
- Vi skal have fat i vores presspil, som fungerede rigtig godt sidst, vi mødte AGF på hjemmebane. Vi ved, at det er et hold, som gerne vil spille med mange indlæg. Så jo mere vi tillader dem at komme tæt på vores felt, jo flere indlæg skal vi forsvare. Og det vil vi gerne undgå. Derfor skal vi så højt op i presset i så mange situationer som overhovedet muligt. Det bliver en vigtig del af vores gameplan.
- En anden meget afgørende del af vores gameplan er, at vi skal være gode med bolden. Det kan nemlig gøre, at vi kan få nogle pause og hvile lidt med bolden. Det skal vi også bruge aktivt, så vi kan gå lidt ned i tempo engang imellem og accelerere det lidt nogle andre gange.
Kampen mod AGF spilles torsdag aften klokken 19.30 og kan ses på Viaplay og TV3+.