Andreas Schjelderup er kåret til efterårets profil
10.11.2022 14:05
Efterårssæsonen synger på sidste vers, og Tipsbladet har sammen med de 12 cheftrænere i 3F Superligaen kåret den største profil.
Andreas Schjelderup har med sine ni mål i 3F Superligaen placeret sig selv øverst på topscorerlisten, og nu kan han prale af at stå som det første navn på endnu en liste. Tipsbladet har nemlig kåret efterårets profil, og her er den 18-årige nordmand løbet med prisen, som er baseret på stemmer fra alle Superligaens 12 cheftrænere. Dermed bliver Schjelderup samtidig den yngste vinder af prisen, siden den første gang blev kåret i 1994.
Tre FCN-spillere i top 10
Man skal ikke langt ned på listen for at finde den næste holdkammerat til Schjelderup - faktisk blot én enkelt plads. Mads Bidstrup har således fået næstflest stemmer og kommer ind på en flot andenplads, mens Ernest Nuamah, der står noteret for fem mål i 15 kampe er blevet stemt ind på 6.-pladsen.
Den seneste vinder fra FC Nordsjælland er fra 2017 og hedder Emiliano Marcondes, og det var da også ham, der overraskede Schjelderup med nyheden. Se videoen øverst i artiklen.