FCN-legender ser tilbage på guldsæsonen i ny podcast

12.05.2022 13:00

Der bliver gravet dybt i hukommelses-kassen, fortalt anekdoter og quizzet, når Andreas Laudrup og Søren Christensen spoler tiden 10 år tilbage og fortæller om den sæson, der gav FC Nordsjælland deres første mesterskab i ny jubilæumspodcast.

“Jeg ville ønske, at jeg kunne opleve det igen”

Ordene kommer fra FC Nordsjællands tidligere midtbane-profil, Søren Christensen, når snakken falder på de sidste sekunder af den kamp, som sikrede FC Nordsjælland deres første danske mesterskab i klubbens historie.

Der er naturligvis tale om hjemmekampen mod AC Horsens i sæsonen 11/12. En kamp, der endte 3-0 - blandt andet på mål af Andreas Laudrup, som sammen med Søren Christensen er inviteret i AL Bank Studio til en snak om, hvordan FC Nordsjælland skrev sig ind i historiebøgerne med mesterskabet for 10 år siden.

Det sker i en ny podcast, der er optaget i anledning af, at det den 23. maj er nøjagtigt 10 år siden, at Nikolaj Stokholm kunne hæve DM-pokalen og FC Nordsjælland kunne kåres som Danske Mestre 2011/12.

- Jeg kan faktisk ikke huske noget som helst fra afslutningsmomentet til jubelscenen, og så det der sker 3-4 minutter efter målet - andet end en eller anden form for glæde og lettelse. Foran 2-0, nu kan det ikke gå galt, siger Andreas Laudrup blandt andet i podcasten.

Podcasten kan passende bruges som opvarming til den store jubilæums-fest, der sker i Right to Dream Park på søndag den 15. maj. Der er således disket op med et langt program af aktiviteter i samarbejde med Arbejdernes Landsbank, som afsluttes med et musikalsk indslag fra den prisvindende danske rapper, KESI.

>> Køb din billet til jubilæumsfesten her

Undervejs skal de spillere, der i sin tid hentede guldet til Farum, fejres af publikum på stadion. FC Nordsjælland har nemlig inviteret spillerne fra guld-sæsonen på stadion for at deltage i festlighederne og lade sig hylde i halvlegen.

Program for jubilæumsfesten

12.00 - Fanbaren og Arbejdernes Landsbank Fanzonen åbner

13.00 - Indgangene til stadion åbner

14.00 - Kickoff: FC Nordsjælland - Vejle Boldklub

14.15 - Indgangene til stadion lukker 

14.45 - Hyldest af de danske mestre anno 2012

16.00 - Kampen er slut

16.15 - KESI går på banen

16.45 - DJ'en Noah Echo spiller op + Fanbaren er åben


Se hele podcasten i videoformat ovenfor eller lyt til podcasten på;
- Spotify
- Apple Podcasts
- Eller alle andre steder, hvor du lytter til dine foretrukne podcasts. 

Har du endnu ikke sikret dig en billet til jubilæumskampen, kan den købes her