FC Nordsjælland underskriver lang aftale med Andreas Hansen
18.05.2022 12:17
FC Nordsjælland har indgået en 5-årig aftale med målmanden Andreas Hansen, som dermed skifter permanent fra AaB til Farum efter denne sæson.
I januar blev Andreas Hansen præsenteret som ny FCN-målmand på en lejeaftale, der løber frem til sommer. Allerede tidligere på måneden kunne FC Nordsjælland og AaB meddele, at FCN havde valgt at indfri den købsoption, der var en del af lejeaftalen.
Indfrielsen af optionen var dog betinget af, at Farum-klubben også spiller i 3F Superligaen til næste sæson. Det blev definitivt sikret med sejren over Vejle Boldklub søndag eftermiddag, og derfor er alle betingelser for en aftale med Andreas Hansen nu opfyldt.
FCN og Andreas Hansen er tilfredse med, at aftalen er endelig, da begge parter ser store perspektiver for fremtiden.
- Spillestilen passer super godt til mig, og der er en fed kultur og et virkelig stærkt træningsmiljø. Jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig meget her i klubben, og jeg ser en god fremtid for både holdet og FCN generelt. Jeg ser et stort potentiale, og det vil jeg gerne være en del af. Derudover er det en nem trup at falde ind i, og jeg synes, at det hele er et match, fortæller Andreas Hansen.
Indtil videre har han fået 14 kampe i FCN-trøjen, og med bl.a. fire clean sheets ligger han i toppen af ligaen, når man kigger på f.eks. redningsprocent og indkasserede mål pr. kamp.
- Jeg føler, at jeg har rykket mig helt vildt på de få måneder, jeg har været her, og det har været fantastisk at mærke den tillid, der er til mig. Trænerteamet har vist mig stor tillid fra første dag, og det har givet mig utrolig meget. Jeg har fået bygget en masse kamperfaring på, og jeg er kommet mere og mere ind i det taktiske. Vi bevæger os i det hele taget i en god retning lige nu, og jeg glæder mig til at fortsætte den udvikling – både holdmæssigt og personligt.
Aftalen vækker også stor glæde hos FC Nordsjællands sportsdirektør, Mikkel Hemmersam.
- Vi har set Andreas vokse både som spiller og som person i vores miljø, og derfor er vi glade for, at det er lykkedes at lave en lang aftale. Andreas passer rigtig godt ind i FCN, og han bidrager positivt både på og uden for banen. Han har stadig et stort udviklingspotentiale, og han er selv meget ambitiøs omkring at forløse det yderligere, og det er en stor glæde, at vi kan fortsætte den udvikling sammen – både som hold og for Andreas personligt.