Ændringer i staben omkring Superliga-holdet
23.05.2022 11:00
Målmandstræner Marco Knoop og Head of Physical Performance Sam Feringa vender hjem til henholdsvis Tyskland og Holland. Sidstnævntes rolle overtages af Casper Skovgaard, som kommer tilbage til FC Nordsjælland med stor erfaring fra ind- og udland, mens målmandstræner Magnus Pondus Hansen rykker fra akademiet til Superliga-staben.
Når 3F Superliga-holdet møder ind til opstarten frem mod den nye sæson, vil der være et nyt ansigt i staben. Der er tale om 38-årige Casper Skovgaard, som tidligere har været fysisk træner på FCN-akademiet og efterfølgende været forbi bl.a. tyrkiske Antalyaspor og Superliga-trupperne i Lyngby og Vejle.
Fra den 1. juni overtager han således rollen som Head of Physical Performance fra Sam Feringa, der vender hjem til Holland for at blive en del af Ajax Amsterdam.
Derudover har målmandstræner Marco Knoop af familiære årsager ønsket at returnere til Tyskland. Her er afløseren fundet internt i form af Magnus Pondus Hansen, som igennem de seneste tre år har haft det overordnede ansvar for målmandstræningen på akademiet.
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
- Mange kender FC Nordsjælland som en klub, der er dygtig til at udvikle spillere, men bag det arbejde står bl.a. en dygtig stab, som hele tiden søger at udvikle og optimere. Vi er stolte over den udvikling, vores trænere og stab gennemgår, og at vi kan medvirke til at give Sam en mulighed i en klub som Ajax Amsterdam.
- Sam har taget ansvar fra første færd og i samarbejde med sine dygtige kolleger skubbet udviklingen på det fysiske område i en positiv retning. Det er en værdsat og dygtig mand, som Ajax får glæde af, og det er også en stor mulighed for Sam, der samtidig kommer tættere på familien i Holland. Det respekterer vi.
- Marco har en stor personlighed og et fagligt højt niveau, som har bidraget positivt til miljøet. Ikke kun i målmandsteamet, men generelt i trænerstaben og på akademiet. Nu har han af familiære årsager ønsket at rykke tilbage til Tyskland – det har vi både respekt og forståelse for, og det har vi selvfølgelig lyttet til.
- Vi skylder både Sam og Marco en stor tak for deres indsats, og vi ønsker dem alt det bedste fremover.
- Samtidig er det glædeligt at kunne byde velkommen hjem til Casper Skovgaard, der træder ind i rollen som Head of Physical Performance & Sports Science. Casper var fysisk træner for U17 og U19 på vores akademi fra 2010 til 2013 og har efterfølgende udbygget sin erfaring og kompetencer igennem en årrække på højeste niveau i ind- og udland, bl.a. hos tyrkiske Antalyaspor og på Superliga-holdene i Lyngby og senest Vejle. Vi glæder os meget til at få ham ind i teamet.
- Det samme gælder for Magnus Pondus Hansen, som har gjort et fantastisk arbejde med målmandstræningen på akademiet. Han er et godt eksempel på de unge, dygtige og dedikerede trænere, som hver dag dyrker og er med til at sætte sit præg på klubbens værdisæt og kultur, og vi er stolte af det niveau, som vores interne træneruddannelse har nået. Derfor ser vi det også som et naturligt valg, at Magnus nu bliver en del af Superliga-staben, og vi glæder os til at se ham arbejde med vores talentfulde målmænd i Superliga-truppen og bygge en stærk bro til akademiet.
Sam Feringa:
- Jeg har haft en spændende og lærerig tid i FCN. Et nyt land, nye input og nye værdier – det har lært mig meget og givet mig en masse nye indsigter.
- Jeg håber, at folk i klubben vil huske mig som en energisk, positiv og professionel kollega, der var med til at binde de forskellige afdelinger tættere sammen og udnytte synergierne. Der er så mange dygtige folk i denne her klub, og vi kan lære meget af hinanden.
- Nu har jeg imidlertid fået en spændende mulighed i Ajax, og i tillæg til at være en interessant chance rent professionelt vil det også bringe os tættere på vores familie og venner hjemme i Holland. Jeg er taknemmelig for min tid i Farum, og jeg vil gerne takke alle, jeg har mødt – hver og én – igennem det seneste år her i FCN, og jeg ønsker dem alle det bedste for fremtiden.
Marco Knoop:
- Jeg har været meget glad for at være i FC Nordsjælland. Det er et fantastisk miljø, hvor alle er eksperter på deres område. Et højt niveau og en meget løsningsorienteret tilgang. Det har været dejligt at være en del af.
- Jeg vil gerne takke alle for, at de har fået mig til at føle mig velkommen, men også for at vise mig stor tillid og give mig stort ansvar. Jeg har haft mulighed for at give meget af mig selv – både fagligt og personligt – og jeg har altid følt mig hørt. Det har været vigtigt for mig, at jeg har haft en større rolle end blot en ”menneskelig boldmaskine”, der bare sparker på keeperne dagen lang. At jeg har bidraget i et større omfang til trænerteamet, f.eks. omkring dødboldene, hvor vi i løbet af sæsonen har rykket os til at være et af de bedst forsvarende hold.
- Jeg har nydt min tid i FCN – både omkring Superliga-holdet, men også når jeg har arbejdet med målmændene på akademiet. Jeg tager virkelig meget med mig herfra, og jeg drager videre som en endnu bedre træner. Tusind tak for denne gang.