Farvel til Emeka, Bredahl og Tochi
17.06.2022 10:25
Som vi meldte ud tidligere, siger vi denne sommer farvel til Emeka Nnamani, Andreas Bredahl og Tochi Chukwuani, som alle fortsætter karrieren et andet sted.
Emeka Nnamani:
- FC Nordsjælland har været mit andet hjem i mange år efterhånden. Jeg har mødt utroligt mange mennesker og personligheder, som alle har gjort et stort indtryk på mig. Jeg har haft mange rigtig gode oplevelser med klubben, som alle har været med til at forme mig både som fodboldspiller og menneske.
- Jeg er utroligt taknemmelig for alt, klubben har gjort for mig. FCN vil altid betyde meget for mig og jeg vil selvfølgelig følge mig fremadrettet og komme på stadion, når det er muligt.
- Jeg vil gerne sige tak til alle, der har været en del af den rejse, som jeg har været på i klubben. I har alle gjort mig til den fodboldspiller og det menneske, jeg er i dag.
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
- Emeka kom til klubben som U11-spiller og igennem hele ungdomstiden har han været en faktor både på og udenfor banen. Igennem hele hans ungdomstid scorede han rigtig mange mål og var derfor en stor faktor på banen. Også udenfor banen har han altid været en vellidt person, der med hans gode humør har smittet positivt af på menneskerne omkring ham.
- Sammen med ‘Eme’ har vi følt, at der var brug for nye udfordringer for ham, og vi glæder os til at følge ham i fremtiden.
Andreas Bredahl:
- Jeg kom til klubben som helt ung, og dengang følte jeg, at alting var så stort, men det har virkelig været en fed rejse. Der har været op og nedture, hvor jeg har oplevet utroligt meget.
- Jeg har udviklet mig meget som menneske. Jeg er blevet moden i en tidlig alder og FCN har været den største faktor i. Jeg har skabt venskaber både på og udenfor banen, hvilket betyder rigtig meget for mig.
- 03-årgangen, som jeg er en del af, har betydet meget for mig. Vi har været meget igennem sammen og det er noget, som jeg vil huske resten af mit liv. Og det betyder utroligt meget for mig at kunne tage fra klubben med alle de minder med i bagagen - så der skal lyde et stort tak til dem.
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
- Bredahl kom til FC Nordsjælland som U13-spiller og igennem hele ungdomstiden var han en meget farlig mand foran målet. Han har en stor tro på egne evner og har bidraget meget til det gode humør på diverse hold, han har været en del af.
- Vi ønsker Andreas alt det bedste og vil med spænding følge hans videre udvikling.
Tochi Chukwuani:
- Jeg har haft en god og lærerig tid i FC Nordsjælland, hvor jeg har haft gode rammer for at udvikle mig som fodboldspiller og som menneske. Klubben er fyldt med fantastiske mennesker – alt fra medspillere, som jeg i dag virkelig kan kalde for familie, til stab, fans og andre i organisationen.
- Her vil jeg specielt gerne fremhæve René Klok som hentede mig til klubben, Alexander Riget der virkelig skubbede min udvikling i U15, Kasper Kurland der modnede mig som fodboldspiller og sidst men ikke mindst kan jeg ikke komme videre uden at takke Kasper Hjulmand, der så mig som en 14-årig dreng og gav mig muligheden for at starte med at træne med førsteholdet – som ung ved jeg hvad det betød for mig og for min udvikling, hvilket jeg sætter stor pris på. Et stort tak til ham!
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
- Tochi kom ind i FCN-regi som U13-spiller, og det var tydeligt fra starten, at han var en meget dygtig spiller taget hans jævnaldrende i betragtning. Han har altid været vellidt af hans holdkammerater og været en faktor i et omklædningsrum.
- Efter flere samtaler det sidste stykke tid er vi blevet enige med Tochi om, at han har brug for nye udfordringer og miljøer, så han kan udfolde det store potentiale. Vi ønsker Tochi held og lykke med fremtiden og kommer selvfølgelig til at følge ham i hans videre færd.