Mahamadou Doumbia skifter til FC Nordsjælland

16.07.2022 16:56

Den 18-årige midtbanespiller fra JMG Academié i Mali skifter til FC Nordsjælland på en et-årig lejeaftale med købsoption.

Mahamadou Doumbia er ny spiller i FC Nordsjælland, efter han i dag har sat underskrift på en et-årig lejeaftale. Den 18-årige spiller dækker flere positioner på den centrale midtbane.

Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:

- Mahamadou er en spændende midtbanespiller, som vi er begejstrede over at få ind i truppen. Han er allerede en dygtig spiller med god fysik, teknik og spilforståelse, men han besidder samtidig et stort potentiale, og vi har stor tro på, at han kan udvikle sig meget i vores miljø og gøre en forskel for vores hold. Han skal selvfølgelig bruge noget tid på at falde til og lære det hele at kende, men han har mentaliteten og værktøjerne til at passe rigtig godt ind hos os.

- Vi er både glade og stolte over, at han har valgt FC Nordsjælland som det næste skridt. Det er ingen hemmelighed, at han havde mange muligheder at vælge imellem, og at han havde fanget interessen hos klubber i større ligaer, men han kendte til vores filosofi og renommé og vurderede i sidste ende, at vores miljø giver ham de bedste udviklingsmuligheder. Vi glæder os til at se ham komme i gang på træningsbanen med resten af holdet.

Mahamadou Doumbia:

- Jeg er virkelig glad for at være kommet til FC Nordsjælland. Det stod meget hurtigt klart for mig, at det er det helt rette sted for mig. Miljøet og kulturen i og omkring klubben tiltaler mig meget og jeg kan ikke vente med at trække i træningstøjet og komme i gang.

- Jeg valgte FC Nordsjælland, fordi de er kendte for at give unge spillere en rigtig god fodboldopdragelse. Her betyder alder ingenting - så længe du præsterer, skal du nok få chancen. Det har de vist mange gange før og det var helt klart et af hovedargumenterne for, at jeg valgte at tage hertil.

- Som type er jeg en spiller, der gerne vil tænke fremad i banen. Jeg har et godt overblik og vil gerne være med til at skabe chancerne til mine holdkammerater. Jeg kan godt lide at være på bolden og hele tiden gøre mig spilbar.

- Jeg drømmer selvfølgelig om at udvikle mig som spiller og vinde så mange kampe som overhovedet muligt i FC Nordsjælland. Men hovedmålet er faktisk at blive en god ambassadør for Mali – og særligt at vise unge spillere fra Mali, at man skal turde tro på sine drømme og jagte sine mål. Og så vil jeg desuden vise, at man sagtens kan tage skridtet til Danmark og udvikle sig optimalt her som fodboldspiller fra Mali.

Mahamadou Doumbia træner for første gang med sine nye holdkammerater i morgen og får trøjenummer 20.