Jonas ”AJ” Jensen-Abbew udlejes til HB Køge

29.07.2022 07:29

Forsvarsspilleren Jonas ”AJ” Jensen-Abbew skifter til HB Køge på en lejeaftale, der løber frem til slutningen af 2022.

Mere spilletid skal sætte yderligere skub i udviklingen for Jonas ”AJ” Jensen-Abbew.

Den 20-årige midterforsvarer, som rykkede op i Superliga-truppen sidste sommer, udlejes derfor i efterårssæsonen til HB Køge i den næstbedste række.


Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:

- ”AJ” er talentfuld og har en stærk karakter. Det har truppen nydt godt af både til træning og i de kampe, han har spillet, men ”AJ” har brug for mere kontinuerlig spilletid for at fortsætte sin udvikling. Med den stærke konkurrence i truppen er der ikke udsigt til det lige nu og her, og derfor er lejeaftalen med HB Køge en rigtig god løsning for alle parter.

- Vi har et rigtig godt forhold til og samarbejde med HB Køge, og vi nærer stor respekt for klubbens gode arbejde med spillerne. Det har vi f.eks. set med Joachim Rothmann i den tid, han har haft i HB Køge, og derfor glæder vi os til at se ”AJ” i samme miljø i efterårssæsonen – og selvfølgelig også til at se ham tilbage i Farum med forhåbentlig en masse, gode kampminutter i benene.


Jonas ”AJ” Jensen-Abbew:

- Det handler om at have den rette plan for sin udvikling, og klubben og jeg er enige om, at det bedste for mig på nuværende tidspunkt er at få en masse spilletid. Her og nu kan det godt blive en udfordring i FCN, så HB Køge er en god mulighed for at få den erfaring på et højt niveau og udvikle mig endnu mere, så jeg kan komme stærkere tilbage og gøre en endnu større forskel.

- Der er et fantastisk træningsmiljø i FC Nordsjælland, og personerne i og omkring klubben er fantastiske. Det har jeg nydt godt af, men lige nu er vores fokus på, at jeg skal rykke mig yderligere og have nogle flere kampminutter i benene for at blive en endnu bedre spiller – og for at blive presset uden for de vante rammer. Jeg er i hvert fald klar til at give alt, hvad jeg har, i HB Køge og til at gøre mit bedste for at hjælpe holdet til en god efterårssæson.

 

Jonas ”AJ” Jensen-Abbew træner med i HB Køge allerede fra i dag.