Flemming Pedersen roser Bidstrup: Ekstrem ærlig og ukompliceret

05.07.2022 17:06

Tidligere i dag blev det officielt, at Mads Bidstrup tager endnu en sæson i den røde trøje, efter han satte underskrift på en lejeaftale, der løber den kommende sæson.

Umiddelbart efter var det tid til at komme i arbejdstøjet for midtbanespilleren, og cheftræner Flemming Pedersen glæder sig over tilgangen af Bidstrup, der ikke behøver en stor introduktion til hverken træningsmetoder eller spillestil.

- Med Mads Bidstrup får man altid, det man ser. Han er en ekstremt ærlig og ukompliceret person. Et gennemsigtigt menneske, som er meget let at arbejde med, og man behøver ikke at tænke på, hvordan man skal formulere sig, når man taler med Bids. Han forlanger, at det skal være råt for usødet. Og så ved han også godt, at han får lov til at være sig selv - også over for sine trænere og holdkammerater, fortæller cheftræneren, der er glad for at skulle arbejde med den unge 18’er igen.

- Vi kender hans intensitet, kommunikation og tilstedeværelse i spillet. Og han har altid været rigtig god uden bold. Det, han behøver for at komme op på et endnu højere niveau og eksempelvis spille Premier League, er at blive endnu bedre med bolden. Og der må man sige, at han virkelig har taget det til sig i FCN. Han er virkelig lydhør - og det er ikke kun vores fortjeneste. Det har selvfølgelig også noget med spillestilen at gøre og de muligheder, vi giver ham. Men ellers er det jo hans egen fortjeneste. For det er Mads, der er lydhør. Han lytter efter hver evig eneste gang, vi siger noget til ham. Hvad end det omhandler positionering, førsteberøring, orientering eller andet. Så det har jo været et fantastisk halvt år for ham. Og vi har allesammen arbejdet for, at samarbejdet kunne fortsætte. Og nu står vi her, hvor det er blevet en realitet.

Bidstrup fik 13 ud af 15 mulige Superliga-kampe i foråret, og det er blandt andet kamptræningen, som Flemming Pedersen peger på, der bliver afgørende for Mads Bidstrups udvikling.

- Vi er så glade for at få Bids tilbage. Dels på grund af den person, han er, men så sandelig også som den spiller, han er. Han har jo haft en periode her i foråret, hvor han har spillet kontinuerligt. Og det er nogle år siden, han sidst har gjort det. Og vi har kunnet se hans udvikling på bolden.

- Mads har - og vil igen få - en kæmpe indflydelse på holdet. Og det er en kæmpe tilfredsstillelse, at han vælger at prioritere FCN som det sted, hvor han kan udvikle sig endnu mere. Selvom han kun er på lån, så er vi lige så glade for Bidstrups udvikling, som er vi for Simon Adingras udvikling. Det giver os en lige så stor følelse af, at vi kan være med til at hjælpe unge mennesker på vej. Og det derfor, vi er sat i verden. Det er vores purpose som trænere og ledere i den klub, vi nu er - udover at skulle vinde en masse fodboldkampe også selvfølgelig.