Foto: Noah Thilemann
U19-holdet taber årets sidste kamp til Brøndby IF
14.12.2022 10:23
På trods af to flotte mål måtte FC Nordsjællands U19-drenge forlade banen uden point, da de tirsdag aften spillede årets sidste kamp mod Brøndby IF.
Efter en pause på næsten halvanden måned, var FC Nordsjællands U19-drenge tirsdag aften tilbage i liga-regi, da Brøndby IF var på besøg i Right to Dream Park.
På trods af flere momenter med flot spil og to smukke mål, måtte FC Nordsjælland dog gå fra banen uden point på kontoen, da Brøndby IF hentede en sejr på 3-2.
Kampen bølgede fra starten af frem og tilbage og var præget af en del spilstop. FC Nordsjælland spillede fint, men havde svært ved at bryde en solid Brøndby-defensiv ned. Derfor var det i stedet gæsterne, der kunne bringe sig foran efter 36 minutter på mål af Bertram Kvist.
I anden halvleg havde FC Nordsjælland optræk til flere chancer, men det var igen Brøndby der var skarpest. Denne gang efter en flot soloaktion af Clement Mutahi Bischoff, der bragte Brøndby på 2-0 efter 73 minutter.
Tre minutter før tid fik FC Nordsjælland et frispark i en farlig position uden for Brøndbys felt. Mahamadou Doumbia viste igen prøver på sin fremragende sparketeknik og omsatte frisparket til mål.
Det åbnede op for chancerne i begge ender af banen i kampens sidste minutter. Og to minutter inde i overtiden kunne Bertram Kvist lukke kampen med sin scoring til 3-1. Selvom Conrad Harder reducerede til 3-2 med en flot scoring i den efterfølgende angreb, var det for sent – og Brøndby kunne forlade banen som sejrherrer.
Vi skabte chancerne til flere mål
Cheftræner Kasper Kurland var efterfølgende ærgerlig over nederlaget, men så dog mange positive elementer fra sit FCN-mandskab.
- Det var en meget seværdig kamp med godt tempo. Og det var en kamp, der lærte os, at når vi spiller hurtigt og gør det kontinuerligt, så kan vi også bryde modstanderens organisation ned. Og når vi tilsvarende ikke gør det og dribler og spiller for langsomt, så er vi lidt for nemme at tage bolden fra. Det var kampen i dag et skoleeksempel på.
- De mål der bliver scoret på os, kan vi godt kigge tilbage på med lidt kritiske briller. Der skal vi tage endnu hårdere fat og være stærkere, hvilket igen er en rigtig god læring for os.
- Men generelt set var det en rigtig god kamp, som også viste, at vi kunne have lavet mere end de to mål, som vi scorede. Vi havde rigtig mange muligheder for at få puttet i hvert fald et par stykker eller tre mere ind. Så det er jo positivt, at vi skaber chancerne. Men det er klart, at vi selvfølgelig skal blive bedre til at omsætte dem.
Kampfakta:
FCN – BIF
0-1 (‘36): Betram Kvist
0-2 (‘73): Clement Mutahi Bischoff
1-2 (‘87): Mahamdou Doumbia
1-3 (‘92): Noah Nartey
2-3 (’93): Conrad Harder
U19-ligaen går nu på julepause og vender tilbage igen den 18. februar, hvor Silkeborg kommer forbi Right to Dream Park.
Kampen kan genses her