Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Træningskamp mod Wolfsburg: Vi fik den kamp, vi havde håbet på
08.12.2022 15:58
Benjamin Nygren stod for vores udlignende scoring, da Wolfsburg var modstanderen i årets allersidste kamp.
Vi har fået slutfløjtet for 3F Superligaen i år, men spillerne havde lørdag eftermiddag en enkelt kamp tilbage, før de kunne tage på en velfortjent ferie. Modstanderen var Wolfsburg på udebane, og holdet, der ligger nummer syv i Bundesligaen gav god modstand i en kamp, der endte 1-1.
Her kan du læse, hvad assistenttræner Johannes Hoff Thorup havde at sige om opgøret:
– Vi fik lige præcis den kamp, som vi havde håbet på og regnet med. Det var et rigtig godt Wolfsburg-hold, som havde rigtig mange af deres sædvanlige Bundesliga-spillere med, så hele kampen foregik i et rigtig højt tempo, som vi ikke spiller i ret ofte. Og det var lige præcis derfor, vi var taget herned.
– Det betød selvfølgelig også, at vi havde udfordringer med at skabe chancer i løbet af kampen og få sat vores spillere ordentligt op i situationer, hvor de kunne drible eller gøre hinanden gode. Wolfsburg var hele tiden over os og var hele tiden stærke i duellerne. Opbygningsspillet var vi til gengæld ganske tilfredse med, og vi kunne spille os ud af deres høje pres, hvilket var noget, vi var spændte på at se. Og der var vi gode.
– Lidt paradoksalt var det så også dét, der resulterede i Wolfsburgs føringsmål, da vi lavede en fejl i opbygningsspillet. Det var ellers ikke billedet på kampen, at vi lavede mange fejl i den del af spillet.
– Fra starten af anden halvleg havde Wolfsburg godt fat, og vi havde svært ved at få vores høje pres til at fungere, fordi de var så komfortable med bolden. Så vi kom lidt langt tilbage at stå. Men vi havde stadig godt fat i opbygningsspillet, og vi lavede lidt udskiftninger, som gav os en overhånd i kampen.
– Vi kom derfor tilbage i kampen og kunne presse dem lidt tilbage, så de ikke kunne stå så højt. Og vi får også lavet et rigtig flot mål, hvor vi mister bolden, men hurtigt får den erobret tilbage, hvorefter Frese smider bolden ind i fødderne på Benjamin Nygren, som flot sender den op i nettaget.
– Derfra er kampen ret åben, og vi prøvede at presse på for endnu en scoring, og selvom Wolfsburg selvfølgelig også have nogle muligheder, følte vi, at der var store chancer for at få sejren til sidst.
– Så overordnet set var det en god kamp og god præstation. Vi fik lige præcis det, vi havde efterspurgt – nemlig et Wolfsburg-hold, der kunne spille i et tempo, som vi ikke prøver ret ofte. Og vi fik afprøvet vores stil og fik lavet en status på, hvor vi står mod hold, der er lidt bedre end dem, vi møder til dagligt. Så det var godt og lærerigt for os.
Spillerne går nu på en velfortjent ferie, inden sæsonopstarten skydes i gang den 6. januar. Du kan få et overblik over de næste par måneder for FC Nordsjælland-truppen her.