Jacob Steen Christensen: Mentaliteten i truppen er unik
23.04.2022 07:30
Sammenhold og stærk mentalitet kendetegner den nuværende FC Nordsjælland-trup – og det har hjulpet Jacob Steen Christensen gennem en sæson, hvor pladsen i start-11’eren ikke altid har ligget til højrebenet.
– Selvfølgelig føles det som et gok i nøden, når man ikke bliver valgt til startopstillingen. Men det nytter ikke at sætte sig hen i et hjørne og blive fornærmet over det. Der er kun én vej – og det er at klø på og arbejde hårdere.
Ordene kommer fra vores 20-årige midtbaneslider, Jacob Steen Christensen. Han har om nogen oplevet lidt af en rutchebane-sæson. Startpladser, indhop fra bænken, skader og nu tilbage i FCN’s startformation. Og efter transfervinduet i januar var konkurrencen i truppen blevet øget.
– Vi kom tilbage fra ferie i vinter, hvor jeg følte mig ovenpå. Jeg var kommet over min skade og havde sluttet efteråret godt af, følte jeg. Jeg startede dog ude i de første fire kampe i foråret, hvilket selvfølgelig var et gok i nøden. Men det var noget, jeg blev nødt til at håndtere, og jeg har hele tiden fokuseret på at have et positivt mindset.
Karakteristisk for mindsettet hos FCN
Mange fodboldspillere oplever at blive sat af i løbet af karrieren, så på den måde er “Jaxes” fortælling ikke unik. Men den kan på mange måder også bruges til at drage paralleller til FC Nordsjællands sæson indtil videre.
– Der er helt sikkert mange spillere, der har stået i samme situation som mig. Så min historie er ikke uvant i fodboldverdenen. Men jeg synes, at min måde at håndtere modgangen på mange måder er karakteristisk for, hvordan mentaliteten i FC Nordsjælland er.
– Vi giver aldrig op. Vi har aldrig ondt af os selv og sætter os over i et hjørne med bøjede hoveder, hvis det ikke lige går vores vej. Vi kører på, spiller vores spil og tror altid på, at vi kan vende det, hvis vi er inde i en negativ stime.
Hård konkurrence og 100 procent tillid
Netop dén mentalitet, tror Jacob Steen Christensen, har været afgørende for de resultater, vi har skabt de seneste par kampe.
– I denne her sæson er vi virkelig blevet testet på vores mentalitet. Hvis vi bare kigger på de seneste kampe, får vi et mål imod os i overtiden mod AGF, men kommer flot tilbage i kampen efter og vinder. I mandags får vi et rødt kort efter 10 minutter, men vi holder snuden i sporet, står sammen og kæmper et resultat hjem. Det, synes jeg, viser en rigtig stærk mentalitet, lyder det fra “Jaxe”, som desuden fremhæver et andet afgørende parameter.
– Alle i truppen er klar over, at dem, der sidder på bænken – ja, sågar dem, der ikke er i truppen – har noget at bidrage med. Vi stoler 100 procent på hinanden, og det skaber en tryghed i truppen.
Ride videre på bølgen af positivitet på søndag
Udover den normale motivationsfaktor, der altid vil være inden en kamp, så er der alligevel en ekstra motivation hos truppen inden kampen mod Viborg søndag.
– Som vi talte om til holdmødet tirsdag, så er Viborg det eneste hold, vi ikke har slået blandt holdene i nedrykningsspillet. Så der er en kæmpe motivation i også at slå dem.
– Og så er det vigtigt, at vi formår at ride videre på den bølge af positivitet og godt spil, som vi oplever i øjeblikket. Troen er der 100 procent, men det er også vigtigt, at vi husker, at intet er afgjort endnu. Vi skal holde fokus, som vi har gjort indtil nu.