Ogura efter hektisk Superliga-debut: Jeg elskede det
28.09.2021 07:30
I søndags gav vi debut til endnu en akademispiller, da Emmanuel Ogura blev kastet for løverne mod FC København og blev den første Right to Dream-målmand til at spille førsteholdsfodbold for klubben. Det var en hektisk oplevelse for den 19-årige ghaneser, som dog trives under pres og er taknemlig for debuten.
– Det føles virkelig dejligt! Jeg er meget glad for, at jeg nu har fået min første førsteholdskamp. Det er utroligt. Det hele blev en smule hektisk, men jeg er meget glad for at debutere i Superligaen.
I søndags fik Emmanuel Ogura sin første 3F Superliga-minutter, og den unge debutant har sin fulde ret til at sige, at det hele blev en smule hektisk.
Der var nemlig mindre end 20 minutter til kickoff, da han fik besked på at gøre sig klar til startopstillingen. Vores nummer 1, Dudu, fik en skade under opvarmningen, og så måtte vores ghanesiske målmand forberede sig hurtigt og trække i den gule målmandstrøje med nummer 16 på ryggen.
– Marco (Knoop, målmandstræner) bad mig om at gøre mig klar, fordi jeg måske skulle starte inde, men hvis jeg skal være ærlig, var mit fokus først og fremmest på Dudu, da jeg ville sikre mig, at han var okay.
– Derefter fortsatte jeg min opvarmning som normalt. Jeg følte mig klar, fordi jeg sætter mig altid op til kampstart, hvis der nu sker noget. Så jeg følte mig godt forberedt og var egentlig ikke nervøs.
Den unge målmand roser især vores målmandstræner Marco Knoop for at støtte ham inden kampstart, hvor han også fik råd med på vejen fra truppens ældre og mere rutinerede spillere.
– Jeg fik en masse support fra Marco, der gav mig en masse råd og fortalte mig, at han troede på mig. Han mig virkelig energien til steppe op. Og jeg havde også nogle gode snakke med Kian Hansen og Mads Døhr, som hjalp mig med at føle mig komfortabel.
Oguras blev, næsten i sin bogstaveligste forstand, kastet for løverne i sin debutkamp. Det var nemlig FC København, der stod på den anden side af midterlinjen til søndagens kamp, hvor der også var fyldte tribuner og god smæk på fansene i begge ender af Right to Dream Park.
Den 19-årige ghaneser følte sig dog godt tilpas i den store kulisse, og er tilfreds med sin egen præstation, men han er naturligvis ikke tilfreds med det store nederlag.
– Det er klart, at det var et stort skridt for mig, men det handler om at omfavne udfordringen. Jeg var faktisk rigtig glad for at spille i en stor kulisse foran så mange fans. Det var virkelig vildt, og jeg elskede det.
– Så jeg følte mig meget selvsikker og modig på banen. Jeg tænkte, at det var muligheden for at vise, hvad jeg kan. Det er sjovt at spille foran mange tilskuere, fordi det motiverer mig rigtig meget til at vise mine evner frem. Jeg trives under pres.
– Taget i betragtning af, at det var min første kamp, så synes jeg, at det var en ret god præstation. På Superliga-niveau skal man være endnu bedre til at læse spillet og bevægelserne omkring dig, fordi kampene går meget hurtigere, end de gør i U19-ligaen.
– Vi lukkede fem mål ind, og det var ikke et godt resultat, men vi må holde hovedet højt og fokusere på den næste kamp.
Ogura fortæller, at det nu handler om at holde snuden i sporet og arbejde hårdt. Søndagens debutant takker i samme ombæring vores målmandstræner samt de trænere, der har været med til at uddanne ham igennem årene.
– Lige nu handler det for mig om at bevare optimismen og blive ved med at arbejde hårdt. Det eneste jeg kan gøre, er at knokle hver dag på træningsbanen og i de kampe, jeg spiller, og så må vi se, om jeg kan få nogle flere Superliga-minutter.
– Jeg vil meget gerne takke Marco Knoop for at tro på mig. Han har presset mig hårdt, så jeg har udviklet mig og var klar til denne fantastiske mulighed. Og så vil jeg også gerne takke trænerne på akademierne for deres store arbejde og for altid at skubbe til min udvikling.
– Det er en kæmpe fornøjelse at være i klubben og have nogle trænere omkring sig, der tror på mig. Alle arbejder for at forbedre os som både fodboldspillere og mennesker, og det er jeg meget taknemlig for.
Hvis du vil få et bedre kendskab til vores seneste debutant, kan du se denne U19 Vlog fra december 2020, hvor han sammen med Adamo Nagalo og Moussa Sangare taler om deres første tid på U19 og i Danmark.
Stort tillykke, Ogura!