Oliver Villadsen om FCN efter 50 kampe som 19-årig: Det er mit andet hjem!
29.10.2021 07:30
I onsdags gik Oliver Villadsen på banen til sin førsteholdskamp nummer 50 for klubben i en alder af blot 19. U21-landsholdsspilleren fortæller her om sine første år som seniorspiller, sit forhold til klubben, personlig udvikling og en mindeværdig tur som U15-spiller.
– Det er en stor milepæl for mig. Jeg synes, det er gået stærkt. På kort tid er jeg gået fra minimal spilletid til at spille stort set hver gang, og det er jeg stolt af.
– Jeg fik chancen og greb den, så det stort for mig at stå som 19-årig med 50 førsteholdskampe for den klub, som jeg er vokset op i.
Oliver Villadsen er næsten bogstaveligt talt vokset op i klubben. Han kom til Farum for mere end 11 år siden fra Blovstrød IF og tog hele turen igennem vores ungdomsafdeling, inden han forud for 2019/2020-sæsonen rykkede op i Superliga-truppen. Derfor er klubben også blevet “et andet hjem” for den lynhurtige wingback.
– Nu har jeg jo været her i så mange år, så jeg kender hele området og alle menneskerne virkelig godt. Det er mit andet hjem, kan man godt sige, fordi jeg har været her hver dag i rigtig mange år, så jeg føler mig rigtig komfortabel, når jeg møder ind.
De mange år i klubben har budt på et hav af oplevelser både på og udenfor banen. En af de helt store oplevelser kom som U15-spiller, da han for første gang stiftede bekendtskab med de jævnaldrende drenge fra Right to Dream-akademiet i Ghana, fortæller ‘Villa’, da han bliver bedt om at tænke tilbage på hans bedste minder.
– Som U15-spiller var jeg i Holland med Right to Dream. ‘Jaxe’ var også med på den tur, og det var første gang, jeg var med på et blandet hold mellem de to akadmier. Det var en meget unik oplevelse, som jeg tror, jeg har lært rigtig meget af.
– Det var første gang, jeg kom ind i en hel ny kultur, og vi skulle pludselig snakke engelsk hele tiden. I dag er det jo helt normalt, men dengang var det meget anderledes for mig, men det var også en øjenåbner. Og vi gjorde det rigtig godt, slog hold som Manchester United og PSV, så det gav en fornemmelse af, at der var noget godt på vej.
Siden da er Oliver Villadsen som bekendt rykket op i førsteholdstruppen, men der gik en vis tid, før han for alvor bed sig fast på holdet. Onsdagens jubilar mener selv, at han har udviklet sig markant både mentalt og fodboldsmæssigt de seneste par år.
– Jeg har rykket mig rigtig meget både som menneske og fodboldspiller de seneste år. Jeg tror, at når du rykker dig personligt, så kommer det også til syne på banen. Jo mere komfortabel du er, når du træder ind på banen, desto større selvtillid spiller du med, og så har du mere frihed til at udvikle dig selv og dit spil.
– Man kan godt være lidt bange, når man kommer op i en førsteholdstrup, fordi man gerne vil overbevise trænere, holdkammerater og fans om, at ens niveau er højt nok. Og det kan godt tage noget tid. I min situation tog det et års tid at vænne sig til de ting og til miljøet i en seniortrup, selvom jeg jo havde været i klubben længe og følte mig godt tilpas.
– Så jeg føler mig meget mere modnet nu, og jeg har også benyttet mig af en mentaltræner, som har været en stor hjælp for meget af det. Efter halvanden år i truppen havde jeg ikke slået igennem, og jeg manglede noget fokus. Det har hjulpet på det, og det er også en stor del af forklaring på, hvorfor jeg er her nu.
Det seneste års tid har ‘Villa’ ikke set sig selv tilbage. En række skader i bagkæden åbnede døren for en masse spilletid i sidste sæson, og det kvitterede vores 23’er med gode præstationer samt en række mål og assists. Derfor er han nu også fast mand i startopstillingen og en del af det danske U21-landshold.
Villadsen selv vil fortsat gerne udvikle sig og bidrage med endnu mere personligt, men først og fremmest handler det om, at holdet skal tilbage på rette spor.
– Lige nu er mit klare mål, at vi som hold, inklusiv mig selv, skal finde os selv igen. Vi ved godt, hvor højt vores topniveau kan være, men vi har også set, hvor lavt vores bundniveau kan være. Og det er ikke godt nok.
– Der var gode takter mod OB i onsdags. Det var selvfølgelig ikke godt, at de scorede til sidst, men jeg synes faktisk, vi viste noget af det, som vi viste i starten af sæsonen. Vi fightede for hinanden, og udstrålede, at vi ikke kun spillede for os selv, men for hele holdet. Det gav en gnist, og det har vi også kunne mærke her efterfølgende.
– Når det kører for holdet, bliver det også nemmere at præstere personligt, og jeg har selvfølgelig også et mål om udvikle mig endnu mere og vise mig frem. Jeg vil gerne bidrage med flere mål og assists, men jeg skal også fortsat lægge på en masse ting i mit defensive spil.
U21-landsholdsspilleren udnyttede også lejligheden til at takke de mange trænere, der har været med til at udvikle ham i årenes løb. Deres tillid har en stor andel i, at han i dag står med 50 professionelle førsteholdskampe som 19-årig, mener hovedpersonen selv.
– Jeg er stolt af mine første 50 førsteholdskampe, og jeg ser frem til de mange flere, der gerne skulle komme. Trænerne skal takkes for at give mig tilliden, dem synes jeg ikke, man må glemme. Både dem jeg har og har haft på Superliga-holdet, men også mine ungdomstrænere, hvor især Kasper Kurland var en stor motivation, inden jeg blev seniorspiller, afslutter Oliver Villadsen.
Stort tillykke med at runde en flot milepæl, Villa! Du kan se highlights fra hans tid i klubben lige HER.
På søndag har Oliver Villadsen og resten af Superliga-truppen brug for al den støtte, de kan få. Vi møder nemlig AaB på hjemmebane i Right to Dream Park, og du kan fange din billet til kampen HER.