Andreas Schjelderup kåret til 'Månedens unge spiller' i 3F Superliga
26.03.2021 09:30
Sammen med Emil Kornvig, Sebastian Hausner, Jesper Lindstrøm og Mohamed Daramy kæmpede Andreas Schjelderup om titlen som Månedens Unge Spiller i 3F Superliga for marts måned.
I dag blev det offentliggjort, at vores norske offensivspiller løb med prisen. Det er efter en måned, hvor Andreas både blev vores yngste Superliga-målscorer nogensinde, blev den yngste spiller i Superligaens historie til at at lave to mål i samme kamp og senest blev udtaget til månedens hold.
3F Superligas ‘Månedens Unge Spiller’ bliver udpeget af et ekspertpanel, der består af Ole Bjur, Flemming Berg, Francis Dickoh, Peter Piil, Kenneth Emil Petersen, Jonas Hebo og Sebastian Stanbury. De to sidstnævnte har store roser tilovers for prisvinderen:
– Da det var vigtigst for de hold omkring top 6 stregen stemplede han ind i Kamaldeens fravær og afgjorde det til sidst oveni en allerede god og afgørende marts måned, udtaler Jonas Hebo.
– Nogle gange skal man bare huske at belønne det ekstraordinære. Andreas Schjelderup har ikke leveret et stabilt, højt niveau over samtlige minutter i marts, men når en 16-årig scorer tre så sublime mål og sparker sin klub i Mesterskabsspillet; ja så er det et ganske særligt øjeblik i vores lille 3F Superliga, og det vil jeg gerne markere med topkarakter, udtaler Sebastian Stanbury.
Vi kan kun erklære os dybt enige og gratulere Andreas. Stort tillykke med prisen! More to come.
Her kan du se, hvordan vi overraskede ham med prisen samt høre et par rosende ord fra Morten Bruun.