Ulrik takker af: FCN vil altid have en stor plads i mit hjerte
21.05.2021 07:30
I onsdags spillede Ulrik Yttergård Jenssen sin sidste hjemmekamp for os, da det blev offentliggjort, at han forlader klubben i forbindelse med kontraktudløb denne sommer.
Ulrik kom til klubben fra Tromsø i hjemlandet som 21-årig i vinterpausen af 2017/2018-sæsonen. Derfor har størstedelen af hans seniorkarriere foregået hos os i Farum, og den snart 25-årige norske forsvarsspiller lægger ikke skjul på, at klubben har betydet meget for ham:
– FCN har spillet en stor rolle i min karriere, hvor jeg har lært ekstremt meget som både spiller og som menneske. Tiden i klubben har været som en virkelig god skole, og jeg føler, at den har gjort mig klar til nye udfordringer.
– Det har været 3,5 fantastiske år. Selvfølgelig har der været både op og nedture, men sportslig og personligt har det vært en virkelig god tid.
Og når Ulrik tænker tilbage på sin tid i klubben, er han ret afklaret med, hvad han tager med sig videre i bagagen både fodboldmæssigt og personlighedsmæssigt.
– Jeg har lært, at man virkelig skal tage ansvar for sin egen udvikling. Man bliver nødt til at arbejde hårdt og meget. Både på det taktiske og det tekniske plan har tiden i FC Nordsjælland løftet mit spil til et højere niveau. Min forståelse for fodbold har udvidet sig utrolig meget.
– Men jeg har også lært, at fodbold er så meget mere end bare fodbold. Fodbolden som sport har en så stor plads i verden, at den kan være med til at forandre ting til det bedre. Det er klubben et stærkt eksempel på, forklarer nordmanden.
I løbet af sine fire sæsoner har Ulrik løbet på banen hele 114 gange med tigeren på brystet, og den norske ‘Fox in the Box’ har ikke problemer med at pege flere mindeværdige FCN-oplevelser ud:
– Bronzemedaljerne i min første sæson skiller sig ud, særligt fordi vi dermed skulle ud og spille europæiske kampe. Det var en stor oplevelse som ung spiller.
– Men det står også højt på min liste, at vi endte med at komme med i Mesterskabsspillet i år. Alle havde dømt os ude, men vi stoppede aldrig med at tro på det.
– Og så var det da også dejligt at score to mål i samme kamp på udebane mod Horsens.
På mandag spiller vi sæsonens sidste opgør, som dermed også bliver Ulriks sidste kamp for klubben i denne omgang. Den venstrebenede forsvarsspiller vil gerne takke fans og alle omkring klubben for en ‘uforglemmelig tid’.
– Ingen i fodbold ved, hvor man havner. FCN vil altid have en stor plads i mit hjerte, og jeg skal ikke afvise, at jeg en dag kommer tilbage enten som spiller eller i en anden rolle i klubben.
– FCN er bare en fantastisk klub, og jeg vil gerne takke alle i klubben for den tid, jeg har haft her. Fansene har været fantastiske og altid støttet mig. En stor tak skal lyde til mine holdkammerater, trænere, fysioterapeuter, kitmen og alle rundt om holdet, som har gjort denne tid uforglemmelig!
Også sportsdirektør Mikkel Hemmersam har rosende ord tilovers for Ulrik Yttergård Jenssen, som han sender afsted med alt mulig held og lykke:
– Ulrik har været med i fire sæsoner nu, og han har i den grad sat sit aftryk på holdet og klubben. Med sine utallige heroiske forsvarsaktioner, sin vigtige rolle i vores opbygningsspil og ikke mindst sin stærke målnæse har han bragt stor glæde for både fans, holdkammerater og alle andre omkring klubben i løbet af de sidste 3,5 år.
– Vi har løbende haft dialog med Ulrik omkring fremtiden, men vi respekterer og er fuldt ud forstående overfor, at han nu skal ud og få sig nogle nye fodboldmæssige oplevelser.
– Vi kommer utvivlsomt til at savne Ulrik i klubben, men vi ønsker ham samtidig et kæmpestort held og lykke med de kommende udfordringer. Måske vores veje krydses igen på et senere tidspunkt, siger Hemmersam.
Du har en sidste chance for at opleve Ulrik i FCN-trøjen på i denne omgang, når vi på mandag spiller sidste sæsonkamp på udebane mod Brøndby IF. I så fald skal du tænde for TV3+ klokken 17.00.